Twisted Medie

Hej mit navn er Michael, jeg er 22 år og har lige været på mit livs største oplevelse.

Jeg har rejst rundt i Australien som backpacker.
På denne side her, vil jeg give ALT min viden omkring Australien, lige fra valg af fly selskaber – priser – overnatnings muligheder – vejledning indenfor bilkøb – arbejdes tilladelse – hvor finder/søger man job – natte livet – seværdighederne – naturen – Aboriginals m.m.

Min rejse fortælling er delt op i en dagbog, ca. dag for dag.

Den 29. december 2007 lander vi langt om længe i Sydneys lufthavn, efter næsten to døgns rejse. Min kammerat som jeg rejste med og jeg rejste på et Working Holiday Visa (WHV), hvor vi havde tilladelse til at arbejde i Australien i op til 12 måneder, dog max 6 måneder det samme sted.

Vi kom ud af flyet og skulle igennem immigrationen, det gik som smurt, man skal dog lige huske på at hvis man rejser på et WHV, så skal man hen til en anden skranke og have sit WHV stempel. Får man ikke stempellet, kan man
blive nægtet arbejde, hvis arbejdsgiveren kræver at se det.

Lige som vi gik ud af lufthavnen blev vi ramt af en utrolig varm luft, forstil jer man kommer i sine lange bukser og store trøjer ud i den hede.

Vi havde på forhånd booket et hotel i Sydney, da det næsten er umuligt at finde accomodation op til nytår. Det eneste vi fandt, var et fire stjernet hotel, grunden til vi valgte et hotel var fordi, vi var uvidne om hvilke
hostels der var der, og fordi hvis vi gik hen og fik jetlag, så ville det være meget rart med vores eget værelse, i stedet for at sove sammen med 2-10 andre.

Hotellet, Ibis ligger 20 meter fra Darling Harbour som er hjertet i Sydney. Her finder du de bedste og fedeste restauranter, pubber o. lign ting. Man kan fra Darling Harbour tage en taxi båd om til Opera Huset og Harbour
Bridge, det tager ca. 5 min.
Sydney er som mange andre store byer en dyr by pga. den store strøm af turister. Men at sidde nede ved The Opera Bar og drikke en øl til 10 AUS Dollar hvor solen skinner, hvor folk er i det vildeste humør, udsigt over til
Harbour Bridge og Opera Huset, og få dage til nytårs aften, så er 10 dollar givet rigtig godt ud, vi sad dernede meget af tiden. Den fedeste bar vi har oplevet.

31. december 2007. Nytårs aftens dag brugte vi på at sole os og ellers bare dasede den af nede ved Darling Harbour.
Inden vi kom til Australien havde vi skrevet med nogle dansker som også var i Sydney nytårs aften, dem holdte vi nytårs aften med. Efter vi havde været ude at spise, tog vi i byen på noget der hed The Argyle, diskoteket kunne rumme nogle tusinde gæster og der var flere forskellige dj’s der stod og battlede mod hinanden. Det kostede 100 AUS dollar at komme derind, men det var helt klart alle pengene hver, det var virkelig en oplevelse at være derinde.

Klokken lidt i midnat var hele diskoteket tømt. The Argyle ligger 2-3 min fra Opera Huset og Harbour Bridge, og det var selvfølgelig et must, at skulle ned og se verdens største fyrværkeri show.Vi skulle nok have gået derned lidt før, for det var næsten umuligt, at komme igennem mængden af mennesker, vi kom til at stå så tæt på showet vi nu kunne.

I menneske mængden vi sammenklemte stod, folk var helt oppe og kører, varmen, jublen, alkohol i rigelig mængder, fest og glade dage, og brag så enorme at det fatter man slet ikke, fyrværkeri showet var skud i gang, det var mere end vildt, er du til fyrværkeri er nytårs aften i Sydney noget der skal opleves!

Dagen efter sagde de i tv’et, at der havde været over en million mennesker dernede hvor vi stod, så i kan godt se, at man skal gå derned i god tid, hvis ikke man vil masses i mængden!

Der ligger en park lige ved Opera Huset, som kan rumme 50.000 mennesker og den åbnede om morgen den 31. december og bliver så lukket når der ikke kan være flere, folk kom dertil kl. 7.00 om morgenen og var der hele dagen/natten.

Parken lukke kl.10-11 stykker om morgenen allerede. Det er os dem, som har den allerbedste udsigt til fyrværkeriet.

3. januar 2008 kl. 04.22

Vi fik tjekket ud fra vores hotel og skulle så ned at hente vores bil. Vi ville købe en bil dernede, fordi der har man bare den frihed og så kan man få set rigtig meget, som man ”normalt” ikke ville have set.
Firmaet vi købte bilen igennem hedder Travellers-Auto-Barn, et af Australiens største bil udlejning/forhandler, som primært sælger/udlejer til backpacker. Bilen som vi havde bestilt og betalt 1000 dollar for på forhånd var en Holden Commodore V6 fra 1996. Vi er blevet så MEGET klogere på bil køb, vi er nok nogle af de backpacker der kan give de bedste råd til køb af bil i Australien, hvis du altså vil købe det igennem et firma som primært sælger til backpacker.

Vi kom ind i deres showroom og fik snakket med den ene af sælgeren, og han sagde der var nogle problemer med vores bil men, at det var godt at vi havde bestilt en hjemme fra. Selvom det ikke rigtig gav nogen mening. Vi fik så lov til at vente i 4-5 timer og der skulle vi så komme tilbage til.

Da vi kom tilbage sagde han, at vi ikke kunne få en Ford som vi oprindeligt havde bestilt og fået tilsendt billeder osv. af. Så i stedet fik vi en Holden Commodore v6 som ellers os er meget lig den Ford vi rigtig skulle have haft.

Vi sagde til JL (sælgeren) at vi ville tegne den bedste Road Service Assistents (ligesom Falk i Danmark) og det havde vi på forhånd skrevet i mailen til dem. Hvilke problemer det gav os kommer senere hen i min fortælling.

Prisen på 4950 dollar, vi på forhånd havde aftalt med dem, blev ændret til 5200 dollar i stedet for.Vi fik underskrevet papirerne hos sorte-per, og han var virkelig en sorte-per. Han er sådan en der skal opleves, men samtidigt en man ønsker aldrig at komme til at handle med igen!

Det positive ved Travellers-Auto-Barn er, at de har buy back garanteret. Dvs. køber du en bil hos dem til 5000 dollar og kører i den i 3 måneder, og bilen ikke fejler noget, kan du komme tilbage til dem og de vil så købe den

tilbage for ca. 1800 dollar, hvis bilen altså opfylde de krav der stilles, der skal man lige læse det, med småt i deres police. En god ordning, at have det, hvis man ikke kan sælge bilen til andre.

Vi fik bilen og da vi skulle slå GPS’en til, virkede cigaret stikket ikke, så vi kørte tilbage og fik det ordnet. Vi kørte ud af Sydney og havde lige samlet vores nytårs venner op. Vi kørte ud til en by der hedder Katoomba som

ligger i noget der hedder Blue Mountain, den ligger ca. 1,5 times kørsel fra Sydney. Vi kom først derud om aftenen, pga. alt det bøvl med bilen.

Det var os her vi for første gang skulle sove på et hostel, og det var vi lidt spektiske overfor, til at starte med. Den nat sov vi på et værelse med 6 andre, både drenge og piger. Det hostel vi overnattede på hed YHA.

4. januar 2008.

Dagen efter var vi begge meget begejstret for det. Det er faktisk en af de bedste måder at komme i snak med andre mennesker på fra andre verdens dele. Så vores første nat på et hostel var en stor succes. Vi fik lavet lidt morgen mad i fælles køkkenet og tog så ud til Blue Mountain.

Blue Mountain er som ordet lyder, ja det er faktisk et kæmpe bjerg landskab som har en blålig nuance, et så flot natur landskab, man skal lede langt efter.

Derude kunne man tage The gigant stairs ned i en dal som var på ca. 1000 trin, som på nogle punkter næsten gik mere eller mindre lodrette ned, og ikke nok med det, trapperne var fugtige pga. skyerne lå så nært en, så man var ved at glide et par gange. Jeg kan ikke helt huske hvor lang tid vi tog om, at gå ned ad trappen men lang tid tog det, så husk endelig at få noget væske med, da det er rigtig hårdt. Da vi var kommet halvvejs ned så vi The Three Sisters som er tre gigantiske bjerg/søjler.

Ikke noget specielt flot syn, det ligner lidt noget der er hakket ud i klippen. Du kan også komme med en skyway cable car i en højde af 200 meter og en tur længde på lidt over en halv km som fører dig ind over The Greater Blue
Mountain. Vi fik desværre ikke prøvet det, men har hørt fra andre af, at det skulle være en utrolig fed oplevelse. Er man i Sydney området, er det et must, at man tager ud til Blue Mountain, og har man ikke en bil er det ikke et
problem, der er massevis af ture fra Sydney som kan tage dig ud til Blue Mountain.

Efter en 5-6 timer derude, sagde vi farvel til vores nytårs venner. Turen gik derefter til Canberra som er hovedstaden. Turen var rigtig på 450 km ca. men selvom vi havde en GPS, kom vi lidt af en omvej, tror vi kørte 250
km forkert den dag, og det skyldes at ikke alle veje/nye veje er opdateret i vores GPS. Men man er jo på ferie, så alt skal bare tages med et smil, og det gjorde nu ikke det helt store at vi kørte forkert, for så fik vi set en
masse andre flotte natur steder, som vi ikke havde fået set hvis vi var kørt den rigtige vej.

Vi kom til Canberra hen på aftenen og vi ledte efter hostelet, YHA som vi sov på dagen før. Både fordi vi havde fået en god oplevelse på det første vi sov på, men os fordi vi har hørt fra nogen at de skulle være de bedste hostels i Australien. YHA ligger over hele Australien, og koster 2-8 dollar mere end de andre hostels. Men alt var næsten booket ud, pga. at der var bil festival, så hele byen var proppet med fede biler og masser af mennesker. Men
efter en times kørsel fandt vi dog endeligt et, det var desværre ikke et hostel, men et motel. Det kostede os 90 dollar for en overnatning.

5. januar 2008.

Vi tjekkede ud tidligt om morgenen, og kørte så lidt rundt i Canberra. Vi tog ind til parlaments bygningerne og gik lidt rundt i den nærliggende park. Men efter en time eller to, tog vi videre. Det skal lige siges at, Canberra er en utrolig flot og ren by, men når det er sagt, så har den ikke ret meget at byde på. Der er ligesom i alle større byer; museum, kunst gallerier, og andre lignende seværdigheder. Hvis man interessere sig for sådan noget, er det os
meget fint, så kan man måske strække den til 5-6 timer. Canberra har også et krigs museum, som ellers skulle have været meget interessant, men det fandt vi først ud af da vi var kørt derfra. Der bor kun omkring 350.000 mennesker
i hovedstaden Canberra.

Efter en formiddag i Canberra gik turen ned mod Melbourne. Inden vi kom til Melbourne var det meningen, at vi ville tage én overnatning i en by der hedder Cooma, det blev så til to nætter i stedet for. Cooma er en lille men
hyggelig by, hvor alle kender hinanden. Byen ligger i et kuperet terræn, og naturen der er utrolig flot, selvom alt næsten var tørret ud pga. varmen. Vi overnattede på et motel, et rigtig fint et af slagsene. Vi gav 90 dollar pr.
nat, men de var til gengæld os givet rigtig godt ud. Vi tror nok vi var de eneste der boede på motellet, selvom der var over hundrede værelser. Personalet var mere end venlige over for os, men okay, hvis vi var de eneste på motellet så havde de os rig mulighed for at servicere os.

Der var bare et eller andet mystisk over det motel vi boede på, inde i spisesalen var der dækket fint op med stearinlys, tror der kunne sidder 50-60 stykker derinde. Og så hang der alle mulige underlige, gamle malerier
derinde, samt alle mulige forskellige spille konsoller. Vi lå det meste af tiden i poolen og lavede absolut ingenting. Vi tilbragte det meste af tiden i poolen og lavede absolut ingenting.

7. januar 2008.

Efter to dage med dovenskab og ren afslapning, var det på tide, at komme videre fra Cooma. Hvis man kører den rute som vi havde gjort indtil videre, og man ikke gider kører none-stop, så kan jeg varmt anbefale Cooma som et pit-stop sted, og i sær det motel som vi overnattede på.

Da vi kom til Melbourne sent på eftermiddagen kørte vi igen rundt og ledte efter et hostel. Skal lige siges, at rejser man på egen hånd konstant, så er det en meget god idé at booke motel/hostel et par dage før man kommer til sin næste destination. Specielt byer hvor der vrimler med backpackers. Vi kørte ind til siden og kiggede lidt på et
kort, da vi skulle starte bilen, kunne den ikke starte. Vi prøvede og prøvede, til at begynde med troede vi, at der ikke var mere benzin på, men det fandt vi ud af, at der benzin nok på bilen efter, at vi havde gået ned efter en 25 liters benzin dunk og fyldt tanken op. Så nu stod vi med tre dumme problemer, 1, ingen steder at sove 2, ved at
blive mørkt (vi holdte i noget der mindede om en ghetto) 3, bilen kunne ikke starte!
Vi tog det hele med et let smil:-)

Vi tog de vigtigste værdigenstande med ud af bilen og var nu på gå ben rundt i Melbourne, efter en time eller to, fandt vi endelig et sted vi kunne overnatte. Global Backpacker! Hvis du/i nogensinde kommer til Melbourne, så skal i for guds skyld ikke vælge det sted. Det eneste vi kunne få var en double seng i et meget lille værelse, vinduet var dækket med noget der lignede skimmelsvamp. Og nu er det ikke fordi vi skal lyde som nogen der er for fine på den, men det var virkelig bunden af bunden. Vi faldt heldigvis hurtig søvn den nat.

8. januar 2008.

Vi stod tidlig op den morgen, og gik ned til bilen, og prøvede at starte den igen. Efter noget tid ringede vi til Road Service Assistent, de kom og stod og bøvlede noget tid. Indtil de fandt ud af at det nok var batteriet, det fik vi så skiftet, kostede os ikke helt vildt meget, omkring 70 $. Men så kom der en anden mekaniker og så at vores
keelrem manglede at blive skiftet, den fik vi også hurtigt lige skiftet, det kostede 50 $. Vi havde i alt 3 service mænd fra RSA til at kigge på bilen. De var alle sammen utrolig venlige og sjove at tale med.

Vi ringede selvfølgelig til TAB og fortalte om vores situation, men de kunne kun gøre noget hvis vi fik bilen kørt tilbage til Sydney. Så vi skulle betale for alt selv. Heldigvis blev det ikke så meget, hvert fald ikke i denne omgang? Efter den dårlige oplevelse i Melbourne, valgte vi at kører videre, vi syntes heller ikke, at Melbourne var så fantastisk. Men vi fik også kun set en brøkdel af den. Så det kan vi heller ikke rigtig udtale os om. Mange backpackers siger den er kanon, men lige så mange siger at den er kedelig og beskidt.

Der er ellers noget ude ved Melbournes kyst hver aften, der går mange tusinde sæler i land, og det er der nærmest lavet et show ud af. Så der samles mange tusinde mennesker hver aften for at se dem gå i land. Vi kom ud af Melbourne og kørte derefter i et par timer. Vi besluttede os for at overnatte på en resteplads som lå lige ud til
vandet.

Vi havde allerede købt os en primus, en panden og dvs. køkken udstyr, så nu skulle vi lave mad for første gang i naturen. Det var kanon hyggeligt. Mange backpackers ”crasher” tit bare ude i naturen f. eks på restepladser, loven siger dog, at man ikke må campere ude i naturen. Men skulle politiet dukke op, kan man blot sige, at man har kørt hele dagen og man trængte til et hvil. De reklamere faktisk over hele deres vejnet dernede, at man ikke må kører for lang tid ad gangen, og er man træt skal man køre ind til siden og tage en powernap. Skulle politiet komme, ville de ikke gøre det store ud af det. Det er nok ikke en god idé, at stille et stort telt op og banke hele
camping udstyret op.

Vores bil var en station car, så vi kunne blot slå bagsæderne ned og smide vores ting om foran. Og der er rigelig med plads i sådan en bil til, at to personer kan sove bagi. Vi gik en aftentur nede på stranden og det blev mørkt allerede omkring kl. 20.00, fordi Australien ligger
forholdsvis tæt på ækvator. Vi drak et par øl inden vi skulle i seng, lige som vi skulle til at sove, kom vi i tanke om, at vi skulle have været til Tasmanien da vi var i Melbourne, man skal nemlig tage færgen fra Melbourne, for at komme til Tasmanien.

9. januar 2008.

Om morgenen, efter en noget urolig nat, hvor vi ikke havde sovet særlig godt, pga. at det var koldt om natten, og det eneste vi sov med var et tæppe hver. Vi blev hurtigt enige om, at vi hellere lige måtte få købt nogle soveposer en af dagene.

Selvom der er 40 grader om dagen kan temperaturen falde drastisk om natten, ikke fordi den falder ned til 0, men fordi den falder fra måske 35 til 15 grader, og 15 grader i Danmark er jo en nærmest en lun nat, men fordi man har så høje temperaturer om dagen, og den så falder ned til under 20 grader, så kan det føles som om man står i en
fryser.

Dagens plan var at køre til Melbourne.
Vi fik købt billetten kl.09.00 om morgen, og skulle vente indtil kl. 18.00. Færgen sejler kun en gang om dagen.
Sejlturen tager ca. 14 timer.
Vi brugte dagen på at gå lidt rundt i Melbourne og var lidt ved stranden. Da vi endelig kom om bord den aften, sad vi og nød et par kolde øl oppe på dækket før vi gik til ro. Man kan enten booke en siddestol og sove i, (billigste) eller man kan leje kahytter, enten privat rum eller hvor man sover sammen med andre. Man sover rigtig godt i sådan en sove/siddestol og man har udsigt ud over havet, rigtig flot syn.

10. januar 2008

Vi ankom til Devenport, Tasmanien næste morgen kl.8-9.00. Vi kørte til byen Hobart som er prinsesse Mary’s hjemby.

Hobart er Tasmaniens største by. Det var os her vi skulle bo de næste to døgn på et YHA. Vi kom hen til YHA’et hen på formiddagen og fik tjekket ind. Denne gang skulle vi bo på værelse med to drenge fra Schweiz, de var lige ankommet til Australien et par uger inden.

Deres måde at rejse på var, at de fløj til alle storbyerne (Perth, Melbourne, Sydney og Brisbane) samt ud til Ayers Rock. De mente nemlig, at rejse på den måde som vi gjorde, var spild af tid, fordi når man kørte ude i ødemarken som vi gjorde, var der ikke rigtig noget at se.

Men det kan man ikke rigtig give dem ret i. En stor by er en stor by over hele verden, de har alle sammen nogle specielle seværdigheder, men så heller ikke mere. Vores første prioritet med vores rejse var, at vi ville føle og mærke det ”rigtige Australien” på vores egne kroppe, og komme ud at tale med de ”rigtige Australier”. Den samme føling og oplevelse får man altså ikke hvis man kun rejser i storbyer.

Vi fik handlet ind til den helt store guldmedalje til aftensmaden. Ligesom hjemme i Danmark, har Australien også flere forskellige kæder af dagligvarebutikker. Woolworths som nok er den største, har alt hvad hjertet begærer. Nu er vi meget madglade, lækkert at komme ind i et supermarked hvor de har en 25 meter lang delikatesse med det
lækreste og fineste kød, lige fra struds, kænguru til gigantiske steak! Kød dernede er ikke specielt dyr, i forhold til hvad man får.

Australierne går meget op i at grille, og i det hele taget bare spise udenfor. (Let’s have a barbie) Lad os holde en barbecue aften! Det udtryk er meget brugt dernede. Aftensmaden bestod af en flækket grillet kylling med fyld i, samt et hvidløgs flute og en håndfuld øl:-)

11. januar 2008

Efter en rigtig god og vel tiltrængt nattesøvn gik vi på sightseeing i Hobart by. Byen er rigtig flot, og let overskueligt. Der er både gamle og nye bygninger, og selve centrummet ligger helt ned til havnen, hvor mange flotte sejl skibe og rigtig gamle sejlskibe holder til. At gå en tur nede ved havnen er en rigtig god oplevelse. Rigtig hyggeligt sted.

Tæt på gågaden lå der en dansk butik. Og man kunne faktisk ikke undgå at se den, der var dannebrogs flag over alt, billeder af H.C. Andersen o. lign ting. Vi gik selvfølgelig ind i butikken og der sad ejeren, en dansk kvinde som solgte danske designer ting, såsom George Jensen ting og andre danske mærker. Hun Var gift med en Australier og havde boet i Australien i 20 år. Hun havde dog kun boet på Tasmanien i en kort årrække. Hun fortalte, at der hver
eneste dag kom dansker ind for at sige hej. Og det skyldtes nok, at det os er prinsesse Mary’s fødeby.

Senere på dagen tog vi ind på et turist kontor, for at finde en tur vi evt. kunne komme på. Der var måske hundred forskellige turer man kunne vælge imellem. Men vi blev da hurtigt enige om at tage på mountainbike tur i bjergene.

Turen kostede 75 $ pr. mand. Vi skulle møde op ude foran turist kontoret dagen efter kl. 0.9.00 om morgen. Senere den eftermiddag, trak det op til storm, men ikke en storm vi havde oplevet før. Vinden var så ekstrem varm, så man kunne sammenligne det lidt med hvis man sidder i en sauna og puster sig selv på armen, så føles det som om det ”brænder”. Selvfølgelig ikke helt så varm, men man kunne ikke lave noget som helts, var simpelthen for varmt, og samtidigt fløj der med ting over alt.

Resten af eftermiddagen/aftenen gik på hostelet, fik spillet lidt pool, skrevet lidt mail hjem til familien hyggede med de andre gæster.

12. januar 2008

Tjekkede vi ud fra YHA’et og tog ned på turist kontoret for, at vente på pick-up bussen. Vi var ca. 10 stykker. Vi kørte op på Mount Wellington bjerget som er Tasmaniens højeste, helt præcis 1250 meter.
Vi blev kørt helt op til toppen, hvor vi lige kunne skyde nogle fantastiske billeder af naturen og byen Hobart. Vi kunne se langt ude i det fjerne, at der var bushfires (skovbrande), hvert eneste år når tørken rammer Australien, lider de af skov brande, nogle gange mindre brande andre gange enorme alt ødelæggende skovbrande i miles omkreds.

Det var rimelig koldt, at stå oppe på toppen, så vi fik udleveret en jakke hver, også fordi det ville være rigtig koldt at kører ned ad bjerget. Da hjelmen var sat på, gik det ellers bare NED ad, turen nedad var ca. 20 km.
Det var vel nok noget af det vildeste vi havde prøvet indtil videre, vi kørte ca. med 60-65 km/t nedad bjerget, og vi havde svært ved at se noget, fordi vi fik så meget vand i øjnene. De eneste tidspunkter man skulle bremse helt ned, var når vi kom til de ekstreme skarpe hårnåle sving. Holder man ikke øje med vejen og de modkørende, kan det
nemt gå galt, kørte man ud over vejkanten ville man styrte direkte ned, for der var overhovedet ingen gelænder på turen!

Der er en tommelfinger regel der siger, at står du på toppen af et bjerg som f. eks er 1250 meter højt, så for hver 100 meter du kommer nedad så stiger temperaturen med 1 grad. Så jo længere vi kom ned desto lunere blev det. Da vi havde kørt det meste af vejen, holdte vi en kort pause, og dem der så ville køre den anden vej, den anden vej var en OFFROAD vej. Vi forestillede os, at det sikkert bare lige, var over et par humpler igennem lidt skov og så var det dét. MEN, vi blev hurtigt klogere, nedstigningen inden i skoven var nærmest lodret, og der var humpler på størrelse med badekar, du holdte bag bremseren det meste af tiden inde, ellers galt det så bare om ikke, at kører
direkte ned i de store humpler. Nu tror du sikkert, at vi overdriver, men det var nærmest som beskrevet står.
Det er absolut et must man skal prøve hvis man er i Hobart og man lige skal have tre timer slået ihjel. Det kunne have gået så galt, men kæft hvor var det fedt!
Det et must, at prøve hvis man er i Hobart og man lige skal have slået 3 timer ihjel. Oplevelsen var rigtig vild, det kunne have gået så galt, men hold kæft hvor var det fedt!

Efter offroad vejen, kørte vi ned for at spise et let måltid mad nede i Cascades park. Cascade er Tasmaniens egen øl. Ved bryggeriet ligger der en utrolig flot og velholdt park, hvor turister kunne spise lidt frokost og ellers bare nyde de smukke omgivelser.

Da vi havde spist lidt, kørte vi ned til Hobart by for at stille cyklerne af, og sige farvel. Vi kørte derefter op mod Devenport, ad små bjerg/klippe veje som var fyldte med hårnålssving, rigtig flot landskab at kører i, man skal passe meget på, fordi vejene var meget små, så når en lastbil kørte imod en, skulle man næsten stoppe helt og kører ind til siden, hvis man altså ikke gad, at kører ned ad en stejl klippe?.

Vi fik handlet lidt ind til aftensmaden og slog derefter lejer på en p-plads ca. en halv times kørsel fra Devenport. P-pladsen lå op i et hårnålssving på en klippe, træerne og buskene dækkede for så man ikke kunne se ind, mere med hvis nu politiet eller andre kedelige gæster skulle kigge forbi. Vi havde nu denne gang købt lidt ekstra
udstyr til vores ”køkken”, vi havde også fået anskaffet os nogle stole, samt en sovepose hver.
Efter en god omgang aftensmad, sad vi og hyggede os med et par øl.
Da tusmørket faldt på, så vi nogle store ørne flyve rundt. Der er ørne i Australien som kan have et vingefang på op til 2,75 meter, der gik hurtigt sport i, at filme de store ørne. Pludselig kunne vi hører noget raslende over i buskene, da vi kiggede nærmere, så vi for første gang en kænguru, faktisk var der et par stykker der stod og spiste lidt græs. Vi blev total overrasket over, at se dem og resten af aftenen gik med at filme og tage billeder af dem, indtil vi til sidst kom så tæt på dem at de blev skræmte og løb væk. Kanon oplevelse!