Vi stod op med den ondeste hovedpine inde på det YHA vi boede på og orkede ingenting, i hvert fald ikke før om eftermiddagen. Der havde vi bestilt en tur ud på en nærliggende farm hvor vi skulle kører på 4 hjulet ATV’er. Turen kostede 90 $ pr. person for en 3-4 timers tur.
Vi blev hentet på YHA’et og kørte så ud på hans farm sammen med en anden kvinde. Farmen som var en cattle station, (ko farm) havde et areal der svarede til 3 gange Luxembourgs størrelse, pænt stort.
Vi kom op på ATV’erne og kørte ellers derud af, det var så sjovt og bare fyrer sådan en maskine af ude i ørkenen. De havde omkring 4.000 køer der, der bare gik vildt rundt, de gik selv rundt og græssede og vandet drak de af, de vandhuler som var rundt omkring. Men pga. tørken var mange af vandhulerne tørret ud og det græs/busker der var, var ved at tørrer ud. Så hvis de ikke fik en rigtig ” bushfires rain” som han kaldte det, hvor alt nærmeste bliver oversvømmet med regn i løbet af no time, lidt ligesom en monsunregn, inden for 14 dage var de nød til at fragte alle køerne til et mere frodigt område et par tusinde km. derfra.

4. februar 2008

Vi stod op med den ondeste hovedpine inde på det YHA vi boede på og orkede ingenting, i hvert fald ikke før om eftermiddagen. Der havde vi bestilt en tur ud på en nærliggende farm hvor vi skulle kører på 4 hjulet ATV’er. Turen kostede 90 $ pr. person for en 3-4 timers tur.
Vi blev hentet på YHA’et og kørte så ud på hans farm sammen med en anden kvinde. Farmen som var en cattle station, (ko farm) havde et areal der svarede til 3 gange Luxembourgs størrelse, pænt stort. Vi kom op på ATV’erne og kørte ellers derud af, det var så sjovt og bare fyrer sådan en maskine af ude i ørkenen. De havde omkring 4.000 køer der, der bare gik vildt rundt, de gik selv rundt og græssede og vandet drak de af, de vandhuler som var rundt omkring. Men pga. tørken var mange af vandhulerne tørret ud og det græs/busker der var, var ved at tørrer ud. Så hvis de ikke fik en rigtig ” bushfires rain” som han kaldte det, hvor alt nærmeste bliver oversvømmet med regn i løbet af no time, lidt ligesom en monsunregn, inden for 14 dage var de nød til at fragte alle køerne til et mere frodigt område et par tusinde km. derfra.

[Show as slideshow]

5. februar 2008

Tog vi Greyhound bussen tilbage til hullet Marla, for at hente vores bil, da vi kom tilbage var mekanikeren ikke helt færdig, så vi blev nød til at tage en overnatning. Men gjorde egentlig ikke så meget, vi var begge rigtig trætte fra The Rock Tour og festen. Og orkede egentlig heller ikke at kører i den varme om eftermiddagen.

6. februar 2008

Fik betalt de 1.100-1.200 $ og væk i en fart fra Marla mod Alice Spring, man kan kun komme over til kysten igen ved enten, at kører helt tilbage eller kører over Alice Spring og så videre med små veje over til østkysten.

Bilen kørte fint de første 107 km men efter 107,5 km sagde motoren en underlig lyd, vi stoppede og satte den i bakgear, men bilen kunne ikke bakke. Kun kører ligeud og larmede total. Vi kørte tilbage til Marla, hvor mekanikeren hurtig fandt ud af at gearkassen var gået igen. FUCK tænkte vi, nu er vi strandet igen. Efter lidt overvejelser valgte vi, at få en ny gearkasse tilsendt fra Adelaide, kunne dog først være her den 11. februar 2008, men der var garanti på den, så det eneste vi skulle betale var arbejdsløn på 505 $, plus 5 overnatninger på deres motel til 90 $ pr. nat for to personer.

Man vidste ikke helt om man ville græde, skrige skyde sig selv eller bare smutte derfra med den første bus eller begynde at blafrer.
Om aftenen var vi så smadret over det der var sket med bilen, og grunden til vi valgte at beholde bilen og få den lavet, var fordi vi ville sælge den og få en god pris for den over på østkysten, og selvom gearkassen gik for anden gang, så var det seriøst en rigtig flot bil med alt muligt lækkert udstyr i. En gearkasse er en slitage som kan gå når som helst når den har kørt et x antal km. Vi accepterede det første gang den gik, men anden gang, snakkede vi om at det sted vi havde fået den fra, var et rigtig skrot område, eller også havde mekanikeren aldrig prøvet det før.

Efter aftensmaden som var elendig, blev min kammerat syg, eller det blev han om natten. Og havde faktisk høj feber/influenza indtil vi tog af sted derfra. Tja ikke så meget spændene der skete for os den uge, man blev blot mere og mere skør af at være derude, og savnede civilisationen rigtig meget.

11. februar 2008

Humøret var højt som aldrig før, endelig kunne vi komme af sted fra, det værste gang hul, farvel Marla. Denne gang var vi så fast besluttet på, at hvis bilen igen skulle give problemer, om det så var 100 meter fra Marla, så ville vi ikke tilbage. Og det kom vi heldigvis heller ikke. Men efter 186 km. kom den samme lyd igen, og der vidste vi, der var sket, vi kiggede begge på hinanden og grinede totalt og råbte ”why!!!!!!!” Med er stort smil på munden!

Vi fik bilen skubbet indtil siden og ventede på, at der kom nogle der enten kunne ringe efter hjælp eller kører os til det næste Roadhouse, som ikke lå så langt derfra. Efter kun at have set Road Train i noget tid (lastbiler med op til 4 anhænger på, og som kun kan kører ligeud igennem ørken, er enorme) kom der endelig nogle forbi, det var nogle tysker der havde lejet en autocamper og var på rundrejse. De gav os et lift indtil det nærmeste Roadhouse i byen Kulgera, fordi de heller ikke havde sender på deres mobil tlf.

Her mødte vi Less som var ejeren af roadhouseet. Han var en rigtig flink og venlig mand, som gerne ville hjælpe os, han arbejdede også indenfor RST, faktisk er der altid nogen på de roadhouse der arbejder for RST. Vi kørte ud til bilen, da han grinede, man kunne se ude i det fjerne et tårn, det tårn var symbolet på det geografiske midtpunkt af Australien, så det var lidt sjovt at vores bil havde kørt i stykket midt i Australien. Bilen blev skubbet op på traileren. Vi var nød til at blive fragtet hele vejen ind til Alice Spring, da de ikke havde et værksted i Kulgera der kunne ordne bilen. Vi ville nu heller ikke have bilen lavet, nu ville vi bare af med den. Less kendte en bil forhandler derinde, som han ringede til og han ville gerne kigge på den, og se om han evt. ville købe den. Turen derind kostede os 800 $, 2,5 $ pr. km.
Less som også havde et hus i Alice Spring, der overnattede vi, fordi han gerne ville hjælpe os med at sælge bilen dagen efter. Det eneste vi kunne få var, et motel værelse til 100 $.

[Show as slideshow]

12. februar 2008

Vi blev hentet af Less og vi kørte nu over til bil forhandleren. Han kiggede på bilen og sagde han havde nok af den slags biler og ikke ville give noget specielt for den, selvom han kunne få en gearkasse med oveni, han skulle blot ringe til dem i Adelaide fordi der var garanti på. Han ville kun give 500 $ men vi fik ham op på 700 $ vi tog pengene, pakkede vores ting og smuttede. Bilen havde kostede os så mange penge, og vi havde tabt utroligt meget på den. Men vi var begge så glade over, at vi nu endeligt var kommet af med den. Nu gik vi ellers i gang med at søge efter fly tider og priser på, at komme over til Brisbane.

Vi fik fat i nogle billige billetter og afgang allerede dagen efter om morgen. En ekstra overnatning i Alice Spring blev det også lige til. Man kan ikke lave det store i Alice Spring, det er simpelthen for varmt hen på eftermiddagen, de har en hel del butikker nede på deres gågade, hvis man vil shoppe lidt. Og ellers er der bare masser af de indfødte som render rundt er rundt på den;)

[Show as slideshow]

14. februar 2008

Tog vi toget ud til Steve Irwins zoologiske have. Her så vi, ligesom i mange andre zoologiske haver, utallige dyrearter. Vi har begge set meget om Steve Irwin i fjernsynet i DK, så det var helt sjovt at se zooen i virkelighed. Vi var inde og se det berømte krokodilleshow. Det var rigtig godt!

Ellers brugte vi det meste af dagen derude. På vej hjem i toget mødte vi tre norske piger som lige var flyttet til Brisbane, for at studere i 3 år. Vi blev inviteret til fest oppe ved dem i deres lejlighed om aftenen.
Efter at have siddet hjemme hos dem om aftenen, sammen med nogle andre af deres venner, tog vi alle sammen i byen. Vi var nede på et meget eksklusivt diskotek som hedder Fridays. Et så fedt diskotek. Vi festede mere eller mindre hver dag med de norske mennesker vi havde mødt indtil, vi skulle ud til den farm som vi skulle arbejde på.

[Show as slideshow]

19. februar 2008

Tog vi Greyhound bussen ud til en by ved navn jeg ikke lige kan huske. Det tog 14 timer, så det blev sent aften før vi kom dertil. Byen Condobolin som vi skulle arbejde i, lå 90 km derfra hvor vi var. Men heldigvis mødte vi en i Greyhound bussen som tilbød os, at hente os om morgenen og kører os ud til Condobolin. Se det er det jeg mener, med venlige mennesker! Han hjalp os endda med at finde et super godt motel til os, for den ene nat vi skulle være dér.

20. februar 2008

Blev vi hentet af Shawn som aftalt, og han kørte os først hen til det sted vi skulle bo i de dage vi skulle arbejde der. Stedet hed Imperial Hotel, og det havde slet ikke noget at gøre med et hotel, vi skulle give 180 $ for to personer for 14 dage. Der var en kro, og ovenover var der 4-5 værelser hvor også andre backpacker som arbejdede på farmen boede. Der var absolut ingen luksus der, det var faktisk bare et hul. Men det havde også sin charme. Efter vi havde tjekket ind, kørte vi ud til det sted hvor vi skulle arbejde.

Arbejdet som vi skulle udføre var at beskære græskar træer, de havde også meloner der, men den afdeling kom vi ikke til. Og det var virkelig noget idiot arbejde, vi fik udleveret en saks og så skulle vi ellers bare klippe grene af. Det lyder ikke specielt hårdt, men jo, det var virkelig anstrengende, både fordi man sad/stod i sådan en uvant stilling, samtidigt med var gennemsnits temperaturen ca. på de 38-43 hver dag, og der var ikke en sky på himlen, men blev virkelig gennemstegt! En række var 500 meter lang og den indeholdte 250 træer. De havde i alt 250.000 træer på den farm, og det var kun græskar træer?
Vi arbejdede fra kl.07.00 til 14.00 Da vores arbejde lå ca. 15 km. fra Condobolin var vi nød til at få arrangeret noget kørsel frem og tilbage, heldigvis arbejdede vi sammen med to andre backpacker, som også boede på det samme hotel som vi gjorde, og de havde en bil, så det var meget heldigt. Havde vi ikke fået den løsning, ville vores supervisor havet fundet en løsning.

Tja de næste par gik egentligt bare med at arbejde, faldt meget tidligt i søvn hver aften fordi man var så smadret. Condobolin er et lille sted, alligevel har de en del ting de kan tilbyde én. Der var bl.a. en tennisbane, som vi også benyttede, svømmehal, golf bane, og dvs. butikker og restauranter. Så helt død var byen ikke. Skal dog lige siges, at tager man dertil, skal man lige være bevidst om, at man ingen dækning har på sin Vodafone mobil, det vil faktisk sige det har man som regel kun i de større byer, vil man være godt dækket ind skal man have Telstra.

Det er utroligt nemt at finde/få arbejde på mange af de farms der er i området. Ikke særligt langt derfra som vi var, var der et område der hed Golden Valley, der skulle være et hav af farmer, og på mange af farmene sørger de for, at du har et tag over hovedet inden du kommer. Lønnen er godt nok ikke den allerbedste, ligger fra 15-22 $ i timen, og nogle steder arbejder man på akkord. Ved at plukke meloner det sted som vi var, tjente de imellem 200-400 $ pr. dag. Så jo man kan tjene en hel del.

5. marts 2008

Vores allersidste arbejdsdag var ovre, det fejrede vi med vores supervisor inden på den kro som vi boede ovenpå. 14 dage er ikke særligt meget, og vi vidste også på forhånd at vi ikke ville få tid til mere, men nu kan vi sige, at vi har prøvet at arbejde på en gigantisk farm, og det har været en virkelig god oplevelse, at få med sig. Der får man igen et bedre indtryk af hvad Australien egentlig er.

Vi fik også betalt for opholdet til kro/hotel ejeren, som havde været rigtig flink ved os, hjulpet os en del med at få udfyldt de rigtige blanketter, som man skulle sende ind til skattevæsnet og til den Australske bankkonto som vi havde.

6. marts 2008

Tog vi den 12-13 timers lange køretur med Greyhound bussen kl. 07.00 ud til Sydney. Vi havde igen på forhånd ringet og booket et hostel værelse midt i Sydney by, nær China Town, det er stedet hvor de fleste backpacker holder til.

Hostelet som vi skulle bo på indtil om mandagen d. 10 marts var et meget fint sted, vi sov på et 10 mands værelse, men kun halvdele af værelset var fyldt op.

De næste dage gik med at få set lidt mere af Sydney, vi tog i Sydney Aquarium, som absolut, er et must hvis man er i Sydney, det ligger helt nede i Darling Harbour, det er hvert fald en fed oplevelse at gå derinde og se alverdens fisk og hajer. Vi fik også lige gået rundt i byen for sidste gang, vi gik bl.a. ned på en bar/diskotek, der lå lige ved siden af hvor vi boede.

Der er en hel del fede gå-i-byen steder i China Town som er forholdsvis billigere, da der kun er backpacker i de områder. Så man kan hurtig komme i snak med en masse folk, hvilket vi også gjorde på vores bytur? Vi planlagde resten af vores rejse, hvilke lande vi evt. skulle tage til. Vi gik ind på et Flight Center, snakkede med en konsulent derinde og han forslog os Malaysia (Kualu Lumpur) i en uges tid og derefter til Thailand i en 3-3,5 uges tid. Da det er to meget billige lande at rejse i.

Vi havde godt nok vi kom til Australien bestilt en retur billet hjem fra Sydney, men den kunne vi heldigvis godt lave om, så vi bare skulle flyve hjem fra Bangkok af i stedet, det koster så bare lige 2.200 kr. pr. mand at få billetten lavet om. Vi fik bestilt fly billet til Malaysia samt et hotel midt i byen i en uge og derefter fly billet til Phuket, hvor vi så selv fandt et sted at bo. For en pris på ca. 8-900 $ pr. mand.

[Show as slideshow]

10. marts 2008

Tjekkede vi ud og tog en taxi ud til lufthavnen.
Det har været de fedeste to måneder i vores liv. Australien har så meget at byde på, så man sagtens kan bruge et år dernede, vi fik kun set en lille del af Australien, men fik set måske langt mere end mange andre fordi vi havde en bil, noget af tiden og fordi vi valgte den rute som vi gjorder. Mange tager til Australien blot for, at kører ned langs kysten og drikke hjernen ud. Men vi står begge med en følelse af, at vi har set, oplevet og mærket det rigtig Australien, som man ikke rigtig kan hvis man kun rejser ned langs kysterne hvor der bare er byer.
Det er absolut ikke sidste gang jeg har været dér.

Håber det har givet dig/jer et lille indblik over Australien på gode og dårlige måder. På selve siden vil der være et hav af facts, såsom med sikkerhed kan jeg hjælpe dig godt igennem Australien. Vil skrive lidt om priser, forsikringer, steder at bo, must-se, m.m.

Efter endnu en sjov nat, fik vi pakket vores ting, og kørte op langs ad øen igen. Vi havde fået nogle brochurer omkring KI, hvad man kunne lave der. Og vi manglede lidt, at lave den dag, så vi ringede og bookede en snorkel tur, ud til et koralrev område, hvor man havde muligheden for at svømme med delfinder.

Turen kostede 165 $ pr. mand, og det lyder måske af meget, og det synes vi egentlig også i starten, men vi blev hurtigt klogere.
Der var os to og en familie på fem og så guiden, så det var en lille og fin gruppe. Vi sejlede med speedbåden rundt omkring nogle forskellige laguner, han fortalte en masse, om den omkring liggende natur der var dér. Første stop på turen, lå op langs en lagune i det turkise klare vand. Her kunne vi hoppe i og snorkle lidt rundt, og det sjove ved det var, at han ikke kunne garantere, at der ikke var hajer der! Men at ligge i det klare vand med en snorkel og briller på, er som at komme til en helt anden verden, alle de hundredvis af farvede fisk der bare svømmede rundt omkring en, var fantastisk. Koralerne var lige så flotte. Men koralhave omkring den Australske kyst er ved at uddø, der bliver mindre og mindre koraler for hvert år der går, man frygter at i fremtiden, at koralrevene kan være helt uddøde! Men flot det var det.
Vi sejlede videre og nød udsigten over landskabet vi sejlede forbi, samt det ufattelige klare vand med alt det liv, man slet ikke er vant til hjemmefra.

Vi sejlede over mod det område hvor delfinderne plejede at være, vi havde forstillet os at der måske kun var et par delfinder, og vi måske slet ikke så nogle. Men pludselig sagde guiden, ”look –dolphines everywhere” og der gik sku ikke lang tid med, at få snorklen på og vi hoppede i vandet. Der var utrolig mange delfinder i det område, og de svømmede lige imellem os sammen med deres små unger. Man kunne rigtig hører denne skrige lyd de har, som de bruger til at kommunikere med. Vi lå i det klare vand og svømmede rundt med delfinderne i 1-1,5 time, man glemte alt andet der var omkring én, det var lidt som om verdenen gik i stå et øjeblik, pludselig lå man og svømmede rundt med de næst klogeste dyr på planeten. Svømme med delfinder, er det fedeste jeg nogensinde har prøvet, og tror det bliver svært at prøve/opleve andet der overgå det!

Svømme med delfinder, burde alle mennesker, der kan lide havet prøve! Især når de er vilde og i det fri. Efter én tre timers tur, sejlede vi tilbage. Vi kørte derefter hen til den p-plads som vi sov på den første nat. Sidst på eftermiddagen gik vi en tur inde imellem en masse buske og mindre træer, da en stor grøn slange krydsede stien som vi gik på, den var ikke mange centimeter fra min vens sko. Det er altid rart lige at mærke at pulsen stadig virker:-)

25. januar 2008

Tog vi færgen tilbage til fastlandet. Stedet vi kørte mod hed Port Pirier. Som ligger nordvest for Adelaide. På turen dertil, kørte vi igennem en kanon flot natur, her så vi utallige vingårde der strakte sig i miles omkredse. Vi kom til Port Pirier sent på eftermiddagen. Port Pirier er ikke en særlig stor by, faktisk bare mere eller mindre en ”lang vej” med en masse butikker. Tror byen lever hovedsageligt af fiskeri fragttil søs. Da havnen i byen var pæn stor.

Vi boede på et af byens mange hoteller. Vi gav omkring 60 $ for en overnatning, og det var så med morgenmad inkluderet. Så det var rimeligt billigt for et motel/hotel.

26. januar 2008

(Australia Day)

Pakkede vi bilen og kørte tidligt fra Port Pirier. Næste mål var ørkenbyen Coober Pady som lå 5-600 km. nord for Port Pirier. Vi fik sagt farvel til civilisationen, nu gik turen ind i den barske og hårde ørken! Når man kører rundt omkring på kysterne som vi gjorde på denne årstid, så er det varmt, også selvom man har aircondition. Men at komme ind i en ørken hvor temperaturerne ligger på 38-45 grader i skyggen, hvis man altså kan finde skygge. Så vil der mange gange ske ting og sager, som regel med ens bil, det var netop det der skete med vores.

Halvvejs på turen, midt ude i ørkenen, en vej der bare gik ligeud, lige så langt øjet rakte, der overhedede køleren på bilen. Bilen kunne åbenbart ikke klare varmen. Efter vi havde fyldt den op med vand kom vi atter på farten igen. Vi tog det nærmeste roadhouse og fik købt noget specielt kølervæske til køleren. Roadhousene ligger rundt omkring i ørkenen, som regel med 3-450 km. mellemrum. Her kan man tanke op, få lidt at spise, og på de fleste steder har de også et lille motel. Roadhousene er det eneste der ligger ude i ørkenen. Forstil dig at du kan kører mange hundrede km uden at se noget tegn på civilisation. Udover de få modkørende biler vi mødte.

Sendt på eftermiddagen kom vi endelig til Coober Pady. Coober Pady er en underlig og speciel by. Coober Pady er en mine by, der udvinder opaler, dét er så ikke det der var specielt ved den, det var at selve byen, altså hotellerne, motellerne, butikkerne, husene osv. De var hugget ind i selve klipperne. Det var som, at komme til en helt anden verden. Her så vi for første gang rigtigt de indfødte (Aboriginals). Det er noget af et folkefærd for sig selv. Ikke racistisk ment, de gik bare og væltede rundt over det hele og kunne knap nok holde balancen, enten havde de fået lidt for meget af flasken eller os havde de fået solstik.

Aboriginals folkene har en meget høj toneleje, de råber og skriger til hinanden selvom de kun er ganske få meter fra hinanden.
Vi kørte lidt rundt i byen og fandt et ny åbnet motel. Vi gav 100 $ for én nat. Motellet som også lå hakket ind i klipperne, var nok det flotteste håndværk vi havde set. Det var simpelthen så gennemført, så flot. Motellet havde kun omkring 4-5 værelser. Om aftenen sad vi udenfor og fjerede Australien Day med os selv, i 25 grader og så ét gigantisk torden vejr, langt ude i det fjerne.

27. januar 2008

Pakkede vi bilen og kørte tidligt fra Port Pirier. Næste mål var ørkenbyen Coober Pady som lå 5-600 km. nord for Port Pirier. Vi fik sagt farvel til civilisationen, nu gik turen ind i den barske og hårde ørken! Når man kører rundt omkring på kysterne som vi gjorde på denne årstid, så er det varmt, også selvom man har aircondition. Men at komme ind i en ørken hvor temperaturerne ligger på 38-45 grader i skyggen, hvis man altså kan finde skygge. Så vil der mange gange ske ting og sager, som regel med ens bil, det var netop det der skete med vores.

Halvvejs på turen, midt ude i ørkenen, en vej der bare gik ligeud, lige så langt øjet rakte, der overhedede køleren på bilen. Bilen kunne åbenbart ikke klare varmen. Efter vi havde fyldt den op med vand kom vi atter på farten igen. Vi tog det nærmeste roadhouse og fik købt noget specielt kølervæske til køleren. Roadhousene ligger rundt omkring i ørkenen, som regel med 3-450 km. mellemrum. Her kan man tanke op, få lidt at spise, og på de fleste steder har de også et lille motel. Roadhousene er det eneste der ligger ude i ørkenen. Forstil dig at du kan kører mange hundrede km uden at se noget tegn på civilisation. Udover de få modkørende biler vi mødte.

Sendt på eftermiddagen kom vi endelig til Coober Pady. Coober Pady er en underlig og speciel by. Coober Pady er en mine by, der udvinder opaler, dét er så ikke det der var specielt ved den, det var at selve byen, altså hotellerne, motellerne, butikkerne, husene osv. De var hugget ind i selve klipperne. Det var som, at komme til en helt anden verden. Her så vi for første gang rigtigt de indfødte (Aboriginals). Det er noget af et folkefærd for sig selv. Ikke racistisk ment, de gik bare og væltede rundt over det hele og kunne knap nok holde balancen, enten havde de fået lidt for meget af flasken eller os havde de fået solstik. Aboriginals folkene har en meget høj toneleje, de råber og skriger til hinanden selvom de kun er ganske få meter fra hinanden.
Vi kørte lidt rundt i byen og fandt et ny åbnet motel. Vi gav 100 $ for én nat. Motellet som også lå hakket ind i klipperne, var nok det flotteste håndværk vi havde set. Det var simpelthen så gennemført, så flot. Motellet havde kun omkring 4-5 værelser. Om aftenen sad vi udenfor og fjerede Australien Day med os selv, i 25 grader og så ét gigantisk torden vejr, langt ude i det fjerne.

28. januar 2008

Fik vi lavet et 5000 km service tjek på bilen (det skulle man hvis man ville sælge bilen tilbage til TAB), vi fik skiftet termostaten og et par andre små dele, 375 $ fattigere. Vi besluttede os for at gå tidligt i seng, så vi kunne komme op kl. 4-5 stykker næste morgen, for at undgå de varme tidspunkter at kører i.

29. januar 2008

Var vi på farten kl. lidt i 5 om morgenen, turen gik nu ind mod Alice Spring, der lå en lille dags rejse fra Coober Pady. Da vi havde kørt noget tid, sagde bilen en mærkelig lyd. Gearkassen røg satme, nu var vi strandet midt ude i ørkenen, uden sender på mobilen.

Vi kom i kontakt med nogle forbipasserende, endda nogle rigtig flinke nogle. Man har det princip, at kører man i stykker ude i ørkenen, så stopper folk som regel og hører om de kan hjælpe med noget, da det kan gå meget galt sådan et sted. Man skal også altid have rigeligt med vand, med når man skal på sådan en tur. Og vigtigst af alt, aldrig forlad bilen, også selvom du skal vente 30 min eller mere, før du ser den første bil. Vi fik fat i Road Service Assistent og de hentede os og kørte os til det nærmeste roadhouse, hvor de havde en mekaniker.

Turen var vel omkring de 2-300 km og RST betalte så for de første 60 km, resten skulle vi selv betale 3 $ pr. km. Også selvom vi havde sagt til sælgeren tilbage i Sydney ved TAB, at vi skulle være dækket ind med forsikringer på bedste vis. Så havde vi blot givet 80 $ mere dengang vi fik bilen, skulle vi ikke have betalt noget som helst, så ville forsikringen betale hele transporten, plus overnatning!

Vi havde faktisk på mail skrevet, at vi ville have den bedste forsikring inden vi købte bilen dengang, men det havde han vidst lige glemt, at bestille til os de kunne hvert fald ikke hjælpe med det. Men en ny gearboks kunne de hjælpe med, vi skulle godt nok selv betale for, at få den fragtet fra Adelaide til byen Marla som vi var i og til at få sat den i bilen. Det blev til omkring 1100 $ alt i alt. Vi overvejede at tage imod 50 $ i skrot præmier som vi kunne få af manden, som ejede hele Marla by. En rigtig sorte-per type! Desværre kunne gearkassen først være her en lille uge senere. Vi blev nød til at tage en overnatning der, så det fik vi bestilt, det kostede os 90 $.

Det eneste positive ved Marla var, at motellet vi skulle sove på havde en pool. Så at være midt ude i en brand varm ørken og så bare smide sin krop ned i en kold pool, var så skønt.

30. januar 2008

Vi kom op og var så trætte af at være i Marla. Vi besluttede os for, at bestille en billet med Greyhound bussen ind til Alice Spring. Vi spildte virkelig vores tid herinde, og der var bare ingenting at lave. Vi kunne desværre først komme med bussen dagen efter. Så hele dagen lå vi bare i poolen og stenede lidt fjernsyn.

31. januar 2008

Af sted med Greyhound bussen mod Alice Spring. Bus turen tog ca. 5 timer, og kostede lidt over 100 $ pr. mand. Vi kom hen til YHA’et som vi havde pr. telefon bestilt dagen før. Rigtig flot og fedt hostel. Alice Spring er en by med 20.000 indbygger, og ligger omgivet af bjerge/klipper. Ikke en speciel flot by, men et sted hvor mange backpacker holder til, imens de arbejder på de omkring liggende farme eller andre former for backpacker jobs. På YHA’et fik vi bestil en tur ud til Ayers Rock, Katja Tjuhka (Olgas) og Kings Canyon. Turen kostede 295 $, for en tre dags tur alt inklusiv. Om aftenen sad vi og hyggede lidt med nogle af de andre backpacker der var der. En kanon sjov aften.

1. februar 2008

Op kl.05.00 for, at være klar til kl. 06.00 hvor The Rock Tour startede. Vi blev hentet på vores hostel og kørte derefter rundt og hentede de andre som skulle med. Vi var i alt 18 unge mennesker, med omkring 7-8 forskellige nationaliteter. Vores guide som hed Dom, fik godt gang i stemningen lige fra starten! Vi hørte en masse fed musik og fortalte alle mulige forskellig røver historie, kanon stemning. Vores første stop var Kings Canyon, som lå nogle timers kørsel syd fra Alice Spring.
Kings Canyon er lidt ligesom Grand Canyon i U.S.A, bare ikke så stort. Da vi kom derud fik vi besked på, at tage godt med solcreme på og fylde vores vanddunker op, da vi skulle ud på en 3 timers hiking tur rundt i Canyon. Med den temperatur der var derude, skulle man minimum have 2-3 liter vand med. Da der af og til er folk der dehydrere ude i de forhold. Der var faktisk en ung sports atlet, som kort tid inden vi var der, havde gået derude i en times tid, hvor hun derefter dehydrerede og døde af det. Så man skal tage det rimeligt seriøs.

Man kunne enten vælge at tage turen der var på 2 km og varede ca. 1 time, eller tage 6 km Rim Walk. Vi valgte alle sammen, at tage den hårde tur. Helt i starten af turen skal man op af en meget stejl bakke, som de lokale kalder ”Heartbreak Hill” eller “Heart Attack Hill”. Og det må man give dem ret i, den var virkelig stejl at gå/kravle op ad. Da vi kom op på toppen, så vi et syn vi aldrig før havde set, a million dollar view, sådan var det virkelig. Landskabet var helt unikt og fantastisk, Kings Canyon er et kæmpe område dækket af salt stens klipper, hvor der for mange millioner år siden engang var hav/flod, og med tiden tørrede ud, og hvor vind og vejret, skabte dette flotte landskab.

Da vi var halvvejs på turen gik vi ned i en dal, hvor der var et kæmpe vand hul helt skjult væk fra de andre omgivelser. Nu når man går derinde i den hede hvor vinden bare står stille og sveden bare løber af én, så er det meget forfriskende at smide trøjen og så bare hoppe í. Og det var lige præcis det vi gjorde, alle sprang i, det var så lækkert og forfriskende! Efter en god dukkert, gik turen videre rundt. En af dem som var med på turen havde fået et lille rift på benet, men så kom dr. Dom vores guide lige og behandlede ham med en Aloe Vera plante. Efter en kanon og oplevelsesrig tur ved Kings Canyon kørte vi hen til det sted vi skulle overnatte. Men først skulle vi lige ud og finde brande til bålet, som vi skulle lave aftensmad på senere.

Vi kørte et godt stykke, da vores guide lige pludselig rev i rettet og kørte af vejen og ned ad en lille bitte vej, eller der var faktisk ikke en vej, og det var seriøs en offroad vej. Da vi kom til enden af vejen stoppede han, det var så her vi skulle overnatte. Midt ude i ingenting, kun omringet af ørkenen og nogle busker. Vi fik slået lejer, startede op i bålet, gik i gang med at lave mad og fik knappede nogle øl op. Ja så gik resten af aftenen bare med at hygge sig omkring bålet, og legede et par sjove lege, før vi lagde os til. Det som vi skulle sove i og sove under var en sovepose under stjernerne. Første gang vi havde sovet åbent ude i naturen. Vi fik dog at vide, at vi lige skulle tage vores sko o. lign ting ind i soveposen, fordi det skete nogle gange at der kom nogle Dingoer forbi og tog ens sko.

[Show as slideshow]

2. februar 2008

Blev vi vækket kl. 05.30 fik lavet morgenmad og pakket bussen. I dag skulle vi ud til Kata Tjuta, også kaldt Mount Olga for dem der ikke kan udtale det andet, og ud til Ayers Rock.

Da vi kom ud til Kata Tjuta skulle vi på en hiking tur ligesom vi gjorde dagen før. Kata Tjuta er et bjerg lignende område med 36 små og store knolde der stikker op og danner et flot landskab. Dens højeste punkt er 1066 meter over havets overflade. Området er skabt i sandsten og er også igennem millioner/milliarder blevet til det der er i dag. Faktisk er Kata Tjuta noget af det allerældste der er her på kloden. Faktisk kan man godt sige at det er rester fra jordens begyndelse, det stammer tilbage fra flere milliarder af år siden, og området har en gang været tildækket af et kæmpe hav. Og man har fundet ud af at i det område, at der har der engang også for nogle milliarder af år siden, været en bjergkæde, på over 13 km høj og flere tusinde km lang. Men den er der ikke i dag. Lidt sjovt at tænke på at verdens højeste bjerge kæde er sunket helt ned i jorden.

Da der i tidernes morgen var hav i dette område borede sandvandet sig igennem klipperne og ud af flere sprækker og det er så blevet til det, som vi i dag kalder Ayers Rock, verdens største sten. Men det kommer jeg til lige om lidt. Kata Tjuta er det absolutte flotteste jeg nogensinde har set, og tror det bliver utroligt svært at overgå dét, folk var helt forbavset over naturen og selve historien som lå bag det, man kan ikke rigtig sætte ord på det, det skal man selv opleve!
Hen på eftermiddagen da vi havde været på tur inde i, og omkring Kata Tjuta kørte vi over til Ayers Rock, som ligger ca. 25 km derfra.
Vi skulle dog kun være her for en kort stund, da vi skulle hertil næste dag. Vi kom ud til Ayers Rock som også bliver kaldet Uluru af de lokale og de indfødte Aboriginals. Mit første indtryk var ”wauww”, det er jo nok det Australien er mest kendt for, selve stenen, verdens største sten. Man har altid hørt så meget om den i skolen, så lige pludselig at være der var helt fantastisk. Ayers Rock er på sit højeste punkt 384 meter høj og man mener at den går fra 500 meter til 1.000 meter ned i jorden, det har man ikke kunnet, finde ud af helt præcist endnu. Går man turen rundt om stenen er den 9,4 km lang. Skabelsen af stenen er sket af sandvandet fra Kata Tjuta.

Når det regner på sandstens klipper/bjerge igennem millioner af år, vil man kunne se at vandet er løbet lodret ned, logisk nok, der vil så med tiden blive skabt ”render” lodret ned af stenen. Som man i dag kan se. MEN – Ayers Rock har faktisk ikke altid stået sådan som den gør, den har faktisk drejet en omgang rundt om sig selv igennem millioner af år, og når det regnede dengang skabte det naturligvis også lodrette render i stenen, men nogle af de render er i dag vandrette, fordi stenen har drejet som den har gjort, fantastik! Vi gik et par km rundt derude, hvor vores guide fortalte en masse spænede ting om de forskellige ting vi så. Stenen har været et hjem for The Aboriginals gud i mere end 40.000 år, de lever ikke ved stenen mere, men det er det Aboriginals folk der ”ejer” stenen.

Omkring stenen er der et hav af små huler og rum som engang har været benyttet. Vi så blandt andet mange tusinde år gamle væg malerier, så det sted hvor de dengang blev gift, fødte, stedet de brugte som køkken o. lign. Det er sjovt at tænke på, at der har været aktivt liv derude, midt i ørkenen ved Ayers Rock i mere end 40.000 år! . Lidt svært at forholde sig til synes jeg. Man skal nok opleve det og se med egne øjne for, at danne sig det helt store overblik over det. Efter noget tid derude kørte vi over til look-out punktet, hvor vi skulle se solnedgangen over Ayers Rock og spise aftensmad. Hvis man skal på egen hånd derud, er det en god idé at komme der tidligt, for der var sindssyg mange turister der, heldigvis var vi nogle af de første, så vi havde nogle kanon gode pladser. Efter en flot solnedgang kørte vi over til den eneste nærliggende campingplads der er ude omkring nationalparken. Den aften legede vi ligesom de forrige aftener, en masse lege og lidt godt til ganen. Vi skulle igen den nat, sove under åben stjerne himmel.

[Show as slideshow]

Vi kørte ind til Devenport by for at bestille færgebilletter. Vi kunne desværre ikke komme med samme dag fordi alt var booket, så vi blev nød til at vente til dagen efter. Vi kørte væk fra Devenport, da byen ikke er særlig spændene, byen er mere en exit og entre fra færgerne. Vi kørte ud mod en anden resteplads, for bare at slå lejer derude, pludselig fik vi seriøse motor problemer. Bilen gik i stykker 20 km. udenfor byen og blot 100 meter fra den rasteplads vi ville have overnatte på.

Først troede vi, at det var benzin tanken der voldte os problemer, da benzin måleren ikke en gang kunne gå lidt op efter man havde nøglen i tænding. Vi tog benzin dunken og gik ind mod den nærmeste tank. Vi skrev en note i bilen ”Ran out of fuel, will be back soon” . Da vi havde gået en halvtimes tid stoppede en dame (Linda), og gav os et lift indtil tank stationen og spurgte hvad der var galt. Hun var på vej ind til byen for, at hente en kollega, og skulle samme vej tilbage igen. Hun tilbød, at hun ville hente os, og at Warren (hendes kollega), som vidste en hel del om biler lige kunne tage et kig på den. Efter 20 min. kom de og hentede os, selvom vi allerede havde fået tilbud af hele personalet på tankstation om, at de gerne ville kører os.

Vi kørte ud til bilen og fik hældt benzin på tanken, men den gad stadigvæk ikke, at starte, så vi prøvede at sætte starts kabler på og den kunne lige og lige starte, da den 10 sek. efter gik ud. Efter et par timer med bøvl, skubbede vi bilen ned på den p-plads som vi skulle have sovet på.

Tiden gik og gik, da vi til sidst opgav det. Og vi sagde til dem, at de havde været til en så stor hjælp og, at de ikke skulle bruge mere tid på os. MEN de ville ikke kører før vi var på sikker jord, eller før bilen kunne kører. Så Warren og Linda kørte ind til byen for, at hente Warren’s far som havde en stor bil trailer. De kom lidt tid efter, og bilen blev så fragtet ind til en mekanikers værksted. Der skulle vi så overnatte i bilen til han åbnede dagen efter. Linda som ikke ville have, at vi skulle sove i bilen tilbød os, at vi kunne tage med hjem til hende, fordi hun selv havde to børn som var flyttede hjemmefra, og at vi bare kunne tage deres værelse, indtil bilen engang var klar. Prøv lige at tænk lidt over det her. ( Verden til forskel mellem Australsk og Dansk mentalitet / eller / Ikke noget man oplever hjemme i DK )
Vi havde lige mødt disse FANTASTISKE mennesker, de brugte 5-6 timer en søndag aften på at hjælpe os, og de gjorder ALT hvad de kunne. Hvis verden havde flere af den slags mennesker ville verdenen helt sikkert være, et bedre sted at bo. Da vi havde sagt pænt farvel til Warren, Linda og faderen gik vi i gang med at lave lidt aftensmad på vores primus ude foran værkstedet. Stemningen var lidt trist/irriteret/glad/ ja lidt underligt.

14. januar 2008

Efter en rigtig dårlig natte søvn, kiggede mekanikeren på bilen og fandt problemet rimelig hurtigt, bilen kunne ikke genererer strøm, pga. en lille bitte ledning var gået over. Så det blev skiftet og det kostede os 20 $. Vi kørte ned mod kajen og ventede i lang tid før vi kunne komme ombord på færgen. Der var stor sikkerheds/fødevarekontrol så alle biler blev gennem tjekket. Det er strengt ulovligt at medbringe frugter, frø og nogle mad artikler fra Tasmanien til fastlandet og omvendt. Faktisk må man ikke det i de fleste stater, da det kan bringe bakterier og sygdomme med til andre regioner i landet. Det kan give mange tusinde $ i bøde.

Denne gang skulle vi ikke sove på en sove stol, da det var booket ud. Så vi havde fået en kahyt til fire personer. Kostede ca. dobbelt så meget som det andet. Faktisk er det rigtig dyrt at tage færgen med bil, koster omkring 1000 kr. pr. mand. På færgen fik vi aftens mad og gik så i gang med at skrive de obligatoriske post kort til familie og venner.

Skibet gyngede en hel del, derfor spiste vi en søsygepille, eller det troede vi. Efter et par øl blev vi så trætte og kunne knap nok gå op til vores kahyt, vi kom derop og larmede måske en lille smule, fordi vi havde så meget grineren på, vi kunne slet ikke stoppe, så tror ikke vi var så populærere inde på vores fire mands værelse. Vi lå og kiggede i ca. 1 min, før vi gik ud som et lys.

[Show as slideshow]

15. januar 2008

Tilbage på fastlandet, og sjældent har man været så trætte som vi var. Vi kom kørte ud af Melbourne by, min makker faldt hurtigt i søvn, og jeg anstrengte mig rigtig meget for, at holde øjnene åbne. Men efter en times kørsel måtte jeg give op, jeg kørte ind på et roadhouse (tankstation) ude på motorvejen for at få en powernap. Det blev så til en times tid. Videre igen, vi var så trætte at vi ikke orkede, at kører så langt den dag, så vi ville overnatte på den p-plads som vi sov på den 8. januar, men denne gang havde vi alt udstyret i ordnen. P-pladsen som ligger op på en skrant ud til vandet, er så flot, virkelig en stor slået natur.

Den dag lavede vi ikke rigtig noget, som er hver at skrive om. Men lige inden vi gik i seng den nat, fandt vi ud af at søsygepillerne var blevet blandet med vores sovepiller, så i stedet for søsygepiller havde vi fået sove piller. Og er man ikke vant til at spise dem, og man drikker rimelig mange øl ovenpå, så slår det altså rimelig godt. Så det måtte være grunden til hvorfor vi var så trætte den dag.

16. januar 2008

Vi kørte hele dagen mod byen Portland, der lå en campingplads som vi skulle overnatte på. Campingpladsen stod der på skiltet ude ved vejen, det lignede egentlig bare en gammel ridebane, hvor folk bare slog lejer. Det kostede os 20 $ at camperer der, og da vi så skulle slå vores telte op, fik de omkring liggende folk sig et gevaldigt sjovt syn. Vi havde jo været så smarte at købe to iglo telte på Tasmanien og kiggede mere på prisen, end på hvor stort teltene var. Det var så to børnetelte vi havde fået anskaffet os, og da vi er mellem 175 og 185 cm høje, vi kunne man ikke ligge med strakte ben. Pyt med det, det var en sjov oplevelse. Vi fik lavet lidt mad, og efter maden, sad vi os ind i bilen for, at hører lidt musik, for der var absolut ingenting at lave på den campingplads.

Vi sad et par timer i bilen, fik lidt godt til ganen og spillede lidt yatzy og gik derefter i seng.

[Show as slideshow]

17. januar 2008

Vi kørte det meste af dagen, mod byen Kingston S.E, der skulle vi også overnatte på en campingplads. Denne gang en rigtig god en af slagsen, den lå helt ned til vandet, så vi fik spillet en del boldt dernede. Ligesom den anden campingplads, var der ikke det helt store at lave. Man kunne dog leje fiskestænger og tage ud til molen for at fiske, det fandt vi så bare først ud af meget senere den dag.

18. januar 2008

Vi tog den sidste etape mod Adelaide, det var nu blevet fredag? Vi havde på forhånd bestilt et YHA hostel som lå i centrum af byen, her skulle vi bo indtil om mandagen. YHA’et som var helt nyt, var kanon fedt indrettet og der manglede ingenting, der var et stort fællesrum med pool borde, computer, bordtennis, tv rum o. lign. Rummet var bygget sammen med køkkenet. Rigtig fedt hostel. Denne gang sov vi på et drenge rum sammen med otte andre. Der mødte vi en fra Canada, Tyskland og U.S.A. rigtig fine folk, dem havde vi det lidt sjovt med. Senere på eftermiddagen fik vi handlet lidt ind og fik en kanon aftensmad.

Skal lige siges, at mange backpackers lever af pasta o. lign madvarer, men vi fik som altid en kanon steak med alt tilbehør til.
Vi gjorder os nu klar til at gå i byen. Og inde på YHA’et mødte vi en pige fra Italien, hun var klar på en bytur. Ele som hun hed, var også backpacker ligesom vi var, og havde rejst selv rundt i Australien i nogle måneder. Hun havde arbejdet i Sydney i en måneds tid og var derefter taget den samme vej som vi havde.

Vi kom ned på en café/diskotek hvor vi var hele aftenen, rigtig sjov aften!

[Show as slideshow]

19. januar 2008

Tømmermænd i vildskab. Tømmermænd i 35 grader er ikke altid lige så sjovt. Dagen brugte vi på lidt sightseeing. Vi så også alle de store cykelhold såsom CSC og alle de andre, der er nemlig cykelløb der hvert år.

20. januar 2008

Vi brugte hele søndagen på at planlægge vores tur til Kangaroo Island. Det er os en af grundene til, at jeg skriver denne fortælling om vores rejse, fordi inden vi tog af sted anede vi faktisk ikke så meget om Australien, udover det man havde fået fortalt i folkeskolen. Om aftenen kom vi i snak med nogle unge danske piger, og et ældre ægtepar som havde været over det meste af kloden, så de fortalte hele deres ”livs rejse” meget interessant. Adelaide er en rigtig fed og flot by, er helt klart et must!

21. januar 2008

Tjekkede vi ud, og kørte den en time lange køretur ned til færgen. Sejlturen til KI er på ca. 45 min. KI er en lille ø, 160 km. lang, der er kun ganske få veje, og de går tværs over øen. Vi kørte et lille stykke tid, og fandt en p-plads/campingplads, hvor der var selvbetjening på. Man skulle selv udfylde papirerne og lægge 5 $ i en kuvert ned i en boks. Så havde man tilladelse til at camperer der. Pladsen lå direkte ned til vandet i det kuperede terræn.

Vi fik slået lejer og derefter ud mod vandet, det første vi så ude i vandet var nogle delfinder som lå og svømmede rundt, samt store pelikaner. Det landskab vi lå i var som revet ud af en bog. Natur omgivelserne, var fantastisk storslået. Der var omkring 4-5 biler inde på pladsen, der alle bare lå smidt op i hjørnerne. At sidde midt ude i denne natur om aftenen imens tusmørket bryder frem og hører alle lydene fra dyrene der er omkring en, imens man får et par øl, er helt fantastisk. Man får bare helt lyst til, at rive pløkkerne op derhjemme og så leve som vildmand ude i naturen.

Efter vi havde lagt os til ro, kom der en Wicked Camper, (Wicked Camper, er et firma som udlejer/sælger bil typer, såsom folkevogns rugbrød/mini busser ud til backpacker, og man kan kende dem med det samme, de har alle et unik graffiti malet look, f. eks et billede af Homer Simpson på siden). Og den kom helt op til os, at ligge, eller det var meningen, deres gamle rugbrød sad nemlig fast i det bløde sand, så vi gik ud sammen med nogle andre og skubbe dem fri.

[Show as slideshow]

22. januar 2008

Vi kørte til den modsatte ende af øen for, at booke plads på Western Caravan Park. Vi bookede to nætter på campingpladsen. Da vi hørte om Kangaroo Island for første gang tænkte vi, at de sikkert bare havde kaldt den KI fordi den lige så godt kunne hedde det, som alt muligt andet. MEN, KI er prop fyldt med kænguruer, og det er meget god idé at kører stille og roligt der, for når tusmørket falder på eller når solen står op, så vrimler der med dem. Og en kænguru kan nemt rive hele køleren ud af bilen eller det der er værre.

Vi fik slået lejer inden på pladsen, gik i gang med at lave mad, da vi lige pludselig fik besøg af små Wallabies, Wallabies er en ud af de 7 kænguru arter og er de mindste af slagsene. De fandt vores aftensmad meget interessant. De var helt henne ved os. Fed oplevelse. Pludselig krydsede en lille koala bjørn vejen inde på pladsen, så den havde vi, det helt sjovt med. Og nej, de dyr der var inde på pladsen, var ikke nogen campingpladsen havde putte ind, de levede dér vildt, og nød godt af det. Man følte virkelig, at man skulle sove ude midt i en skov. Ved siden af campingpladsen var der noget skov, og gik man derind kunne man ikke se andet, end stakkevis af Wallabies og koala bjørne. Det var total underligt, at gå derinde, dyr man aldrig havde set før, og som kun levede i Australien, lige pludselig var du omringet af dem.

Da vi gik til ro i vores små telte, gik der ikke længe før man havde små kænguruer rundt om ens telt, de er meget nysgerrige og er faktisk et skadedyr nogle steder. Men hold kæft det var sjovt at ligge derinde i teltet og høre dem snuse rundt ude omkring teltet og spise de madrester der lå der. Og åbnede man så teltet stod de bare og kiggede sødt på én som om intet var hændt.

[Show as slideshow]

23. januar 2008

Efter en af de sjoveste og mærkeligste nætter i vores liv, kørte vi ca. 20 km. Ud til KI største national park, der hedder Flinders Chase. Flinders Chase var desværre blevet ramt af en enorm skov brand, et par uger forinden, så få dele af parken var lukket.

Vi betalte 10 $ pr. mand, og kørte ind i parken. Vi kørte et lille stykke i det kuperede landskab og stoppede ved et udkigspunkt, hvor man rigtig kunne se omfanget af skov branden.

Vi kørte hen til den første ”seværdighed” The Remarkable Rocks. The Remarkable Rocks er gigantiske sten, som igennem millioner af år, er blevet flyttet fra havbunden op på en klippe mange meter op. Vind og vejret, samt havet dengang, har lavet store huller igennem dem, og skabt nogle utrolige flotte formationer.

Efter at have klatret lidt på stenene, kørte vi videre til næste sted Admiral Arch. For at komme hen til det, skulle man gå et stykke ned ad klippesiderne, imens vi gik derned så vi sæler i massevis som lå og slappede af på sten nede ved vandet. Da vi kom ned til Admiral Arch, var det noget af et syn der ventede os. Det var en slags åben grotte, som man kunne se igennem, der var masser af sæler der holdt til der. Det er utroligt når man ser sådan noget, at vind og vejret igennem mange millioner af år, kan skabe sådanne formationer.

I Admiral Arch national park, har man faktisk fundet masser af fossiler fra dinosaurusser. Vi gik op mod bilen og kørte hen til et andet sted, hvor man kunne tage på selv-hiking. Vi havde et kort, som lignede noget et femårige barn havde tegnet. Efter vi havde gået noget tid og kom længere og længere væk, fra det fyrtårn som stod oppe ved vores bil. Vi fór lidt vildt. Og den stig som kortet viste vi skulle gå på, forsvandt lige pludselig. Men man kunne se fyrtårnet på lang af sted, vi krydsede bare buskene, og det skal man ikke bare lige gøre. For der er med sikkerhed masser af slanger i det område, hvor mennesker normalt ikke går. Og man er trossalt utrolig langt væk fra et hospital, hvis uheldet var ude. Vi gik og gik, buskene blev tættere og tættere, lige som vi gik, stoppede vi begge brat op, der sad en kæmpe leguan, eller hvad de nu hedder, den var måske lidt over en meter lang, og havde ikke tænkt sig at flytte sig, så vi skiftede rute. Efter lang tid kom vi omsidder op til fyrtårnet og til bilen.

Vi kørte ud af Flinders Chase national park, videre til den næste national park der lå en halv times kørsel derfra. Parken hedder Kelly Hills, her kunne vi komme på en guidet tur, for ganske få dollars, ned i en underjordisk grotte. Ingen af os havde nogensinde prøvet det før, og man går ind ad små smalle stiger og ser alle de flotte formationer, der er blevet skabt igennem millioner af år, det var fantastisk. Der havde engang været en underjordisk flod derinde.

Det interessante var, at man stadigvæk den dag i dag, finder nye veje som fører alle mulige steder hen. Der er mange kilometer af gange derinde. Men vi så selvfølgelig kun en lille brøkdel af den. Men spændene var dét. Efter grotte turen, gik vi igen på hiking tur rundt i parken, som mindede meget om en jungle. Man kunne se en masse slangespor inde på stigerne som vi gik på. Men man skal bare gå og synge lidt eller trampe lidt i jorden, så holder de sig væk, hvis man altså ikke gider, at have besøg af sådan nogle.
Efter en hel dag rundt omkring i de parker, kørte vi tilbage til campingpladsen for at gøre aftensmaden klar. Vi fik spagetti den aften, og normalt bruger man en gryde til spagetti, fordi der skal så meget vand til. Men det havde vi ikke lige tænkt på, da vi købte det. Vi havde kun en pande, at lave spagetti i en pande er faktisk lidt af en opgave, især når man skal lave en hel pak. Maden var som altid kanon, det vi spildte på jorden, fik kænguruerne glæde af.

Jeg har rejst rundt i Australien som backpacker.
På denne side her, vil jeg give ALT min viden omkring Australien, lige fra valg af fly selskaber – priser – overnatnings muligheder – vejledning indenfor bilkøb – arbejdes tilladelse – hvor finder/søger man job – natte livet – seværdighederne – naturen – Aboriginals m.m.

Min rejse fortælling er delt op i en dagbog, ca. dag for dag.

Den 29. december 2007 lander vi langt om længe i Sydneys lufthavn, efter næsten to døgns rejse. Min kammerat som jeg rejste med og jeg rejste på et Working Holiday Visa (WHV), hvor vi havde tilladelse til at arbejde i Australien i op til 12 måneder, dog max 6 måneder det samme sted.

Vi kom ud af flyet og skulle igennem immigrationen, det gik som smurt, man skal dog lige huske på at hvis man rejser på et WHV, så skal man hen til en anden skranke og have sit WHV stempel. Får man ikke stempellet, kan man
blive nægtet arbejde, hvis arbejdsgiveren kræver at se det.

Lige som vi gik ud af lufthavnen blev vi ramt af en utrolig varm luft, forstil jer man kommer i sine lange bukser og store trøjer ud i den hede.

Vi havde på forhånd booket et hotel i Sydney, da det næsten er umuligt at finde accomodation op til nytår. Det eneste vi fandt, var et fire stjernet hotel, grunden til vi valgte et hotel var fordi, vi var uvidne om hvilke
hostels der var der, og fordi hvis vi gik hen og fik jetlag, så ville det være meget rart med vores eget værelse, i stedet for at sove sammen med 2-10 andre.

Hotellet, Ibis ligger 20 meter fra Darling Harbour som er hjertet i Sydney. Her finder du de bedste og fedeste restauranter, pubber o. lign ting. Man kan fra Darling Harbour tage en taxi båd om til Opera Huset og Harbour
Bridge, det tager ca. 5 min.
Sydney er som mange andre store byer en dyr by pga. den store strøm af turister. Men at sidde nede ved The Opera Bar og drikke en øl til 10 AUS Dollar hvor solen skinner, hvor folk er i det vildeste humør, udsigt over til
Harbour Bridge og Opera Huset, og få dage til nytårs aften, så er 10 dollar givet rigtig godt ud, vi sad dernede meget af tiden. Den fedeste bar vi har oplevet.

[Show as slideshow]

31. december 2007. Nytårs aftens dag brugte vi på at sole os og ellers bare dasede den af nede ved Darling Harbour.
Inden vi kom til Australien havde vi skrevet med nogle dansker som også var i Sydney nytårs aften, dem holdte vi nytårs aften med. Efter vi havde været ude at spise, tog vi i byen på noget der hed The Argyle, diskoteket kunne rumme nogle tusinde gæster og der var flere forskellige dj’s der stod og battlede mod hinanden. Det kostede 100 AUS dollar at komme derind, men det var helt klart alle pengene hver, det var virkelig en oplevelse at være derinde.

Klokken lidt i midnat var hele diskoteket tømt. The Argyle ligger 2-3 min fra Opera Huset og Harbour Bridge, og det var selvfølgelig et must, at skulle ned og se verdens største fyrværkeri show.Vi skulle nok have gået derned lidt før, for det var næsten umuligt, at komme igennem mængden af mennesker, vi kom til at stå så tæt på showet vi nu kunne.

I menneske mængden vi sammenklemte stod, folk var helt oppe og kører, varmen, jublen, alkohol i rigelig mængder, fest og glade dage, og brag så enorme at det fatter man slet ikke, fyrværkeri showet var skud i gang, det var mere end vildt, er du til fyrværkeri er nytårs aften i Sydney noget der skal opleves!

Dagen efter sagde de i tv’et, at der havde været over en million mennesker dernede hvor vi stod, så i kan godt se, at man skal gå derned i god tid, hvis ikke man vil masses i mængden!

Der ligger en park lige ved Opera Huset, som kan rumme 50.000 mennesker og den åbnede om morgen den 31. december og bliver så lukket når der ikke kan være flere, folk kom dertil kl. 7.00 om morgenen og var der hele dagen/natten.

Parken lukke kl.10-11 stykker om morgenen allerede. Det er os dem, som har den allerbedste udsigt til fyrværkeriet.

3. januar 2008 kl. 04.22

Vi fik tjekket ud fra vores hotel og skulle så ned at hente vores bil. Vi ville købe en bil dernede, fordi der har man bare den frihed og så kan man få set rigtig meget, som man ”normalt” ikke ville have set.
Firmaet vi købte bilen igennem hedder Travellers-Auto-Barn, et af Australiens største bil udlejning/forhandler, som primært sælger/udlejer til backpacker. Bilen som vi havde bestilt og betalt 1000 dollar for på forhånd var en Holden Commodore V6 fra 1996. Vi er blevet så MEGET klogere på bil køb, vi er nok nogle af de backpacker der kan give de bedste råd til køb af bil i Australien, hvis du altså vil købe det igennem et firma som primært sælger til backpacker.

Vi kom ind i deres showroom og fik snakket med den ene af sælgeren, og han sagde der var nogle problemer med vores bil men, at det var godt at vi havde bestilt en hjemme fra. Selvom det ikke rigtig gav nogen mening. Vi fik så lov til at vente i 4-5 timer og der skulle vi så komme tilbage til.

Da vi kom tilbage sagde han, at vi ikke kunne få en Ford som vi oprindeligt havde bestilt og fået tilsendt billeder osv. af. Så i stedet fik vi en Holden Commodore v6 som ellers os er meget lig den Ford vi rigtig skulle have haft.

Vi sagde til JL (sælgeren) at vi ville tegne den bedste Road Service Assistents (ligesom Falk i Danmark) og det havde vi på forhånd skrevet i mailen til dem. Hvilke problemer det gav os kommer senere hen i min fortælling.

Prisen på 4950 dollar, vi på forhånd havde aftalt med dem, blev ændret til 5200 dollar i stedet for.Vi fik underskrevet papirerne hos sorte-per, og han var virkelig en sorte-per. Han er sådan en der skal opleves, men samtidigt en man ønsker aldrig at komme til at handle med igen!

Det positive ved Travellers-Auto-Barn er, at de har buy back garanteret. Dvs. køber du en bil hos dem til 5000 dollar og kører i den i 3 måneder, og bilen ikke fejler noget, kan du komme tilbage til dem og de vil så købe den

tilbage for ca. 1800 dollar, hvis bilen altså opfylde de krav der stilles, der skal man lige læse det, med småt i deres police. En god ordning, at have det, hvis man ikke kan sælge bilen til andre.

Vi fik bilen og da vi skulle slå GPS’en til, virkede cigaret stikket ikke, så vi kørte tilbage og fik det ordnet. Vi kørte ud af Sydney og havde lige samlet vores nytårs venner op. Vi kørte ud til en by der hedder Katoomba som

ligger i noget der hedder Blue Mountain, den ligger ca. 1,5 times kørsel fra Sydney. Vi kom først derud om aftenen, pga. alt det bøvl med bilen.

Det var os her vi for første gang skulle sove på et hostel, og det var vi lidt spektiske overfor, til at starte med. Den nat sov vi på et værelse med 6 andre, både drenge og piger. Det hostel vi overnattede på hed YHA.

4. januar 2008.

Dagen efter var vi begge meget begejstret for det. Det er faktisk en af de bedste måder at komme i snak med andre mennesker på fra andre verdens dele. Så vores første nat på et hostel var en stor succes. Vi fik lavet lidt morgen mad i fælles køkkenet og tog så ud til Blue Mountain.

Blue Mountain er som ordet lyder, ja det er faktisk et kæmpe bjerg landskab som har en blålig nuance, et så flot natur landskab, man skal lede langt efter.

Derude kunne man tage The gigant stairs ned i en dal som var på ca. 1000 trin, som på nogle punkter næsten gik mere eller mindre lodrette ned, og ikke nok med det, trapperne var fugtige pga. skyerne lå så nært en, så man var ved at glide et par gange. Jeg kan ikke helt huske hvor lang tid vi tog om, at gå ned ad trappen men lang tid tog det, så husk endelig at få noget væske med, da det er rigtig hårdt. Da vi var kommet halvvejs ned så vi The Three Sisters som er tre gigantiske bjerg/søjler.

Ikke noget specielt flot syn, det ligner lidt noget der er hakket ud i klippen. Du kan også komme med en skyway cable car i en højde af 200 meter og en tur længde på lidt over en halv km som fører dig ind over The Greater Blue
Mountain. Vi fik desværre ikke prøvet det, men har hørt fra andre af, at det skulle være en utrolig fed oplevelse. Er man i Sydney området, er det et must, at man tager ud til Blue Mountain, og har man ikke en bil er det ikke et
problem, der er massevis af ture fra Sydney som kan tage dig ud til Blue Mountain.

Efter en 5-6 timer derude, sagde vi farvel til vores nytårs venner. Turen gik derefter til Canberra som er hovedstaden. Turen var rigtig på 450 km ca. men selvom vi havde en GPS, kom vi lidt af en omvej, tror vi kørte 250
km forkert den dag, og det skyldes at ikke alle veje/nye veje er opdateret i vores GPS. Men man er jo på ferie, så alt skal bare tages med et smil, og det gjorde nu ikke det helt store at vi kørte forkert, for så fik vi set en
masse andre flotte natur steder, som vi ikke havde fået set hvis vi var kørt den rigtige vej.

Vi kom til Canberra hen på aftenen og vi ledte efter hostelet, YHA som vi sov på dagen før. Både fordi vi havde fået en god oplevelse på det første vi sov på, men os fordi vi har hørt fra nogen at de skulle være de bedste hostels i Australien. YHA ligger over hele Australien, og koster 2-8 dollar mere end de andre hostels. Men alt var næsten booket ud, pga. at der var bil festival, så hele byen var proppet med fede biler og masser af mennesker. Men
efter en times kørsel fandt vi dog endeligt et, det var desværre ikke et hostel, men et motel. Det kostede os 90 dollar for en overnatning.

[Show as slideshow]

5. januar 2008.

Vi tjekkede ud tidligt om morgenen, og kørte så lidt rundt i Canberra. Vi tog ind til parlaments bygningerne og gik lidt rundt i den nærliggende park. Men efter en time eller to, tog vi videre. Det skal lige siges at, Canberra er en utrolig flot og ren by, men når det er sagt, så har den ikke ret meget at byde på. Der er ligesom i alle større byer; museum, kunst gallerier, og andre lignende seværdigheder. Hvis man interessere sig for sådan noget, er det os
meget fint, så kan man måske strække den til 5-6 timer. Canberra har også et krigs museum, som ellers skulle have været meget interessant, men det fandt vi først ud af da vi var kørt derfra. Der bor kun omkring 350.000 mennesker
i hovedstaden Canberra.

Efter en formiddag i Canberra gik turen ned mod Melbourne. Inden vi kom til Melbourne var det meningen, at vi ville tage én overnatning i en by der hedder Cooma, det blev så til to nætter i stedet for. Cooma er en lille men
hyggelig by, hvor alle kender hinanden. Byen ligger i et kuperet terræn, og naturen der er utrolig flot, selvom alt næsten var tørret ud pga. varmen. Vi overnattede på et motel, et rigtig fint et af slagsene. Vi gav 90 dollar pr.
nat, men de var til gengæld os givet rigtig godt ud. Vi tror nok vi var de eneste der boede på motellet, selvom der var over hundrede værelser. Personalet var mere end venlige over for os, men okay, hvis vi var de eneste på motellet så havde de os rig mulighed for at servicere os.

Der var bare et eller andet mystisk over det motel vi boede på, inde i spisesalen var der dækket fint op med stearinlys, tror der kunne sidder 50-60 stykker derinde. Og så hang der alle mulige underlige, gamle malerier
derinde, samt alle mulige forskellige spille konsoller. Vi lå det meste af tiden i poolen og lavede absolut ingenting. Vi tilbragte det meste af tiden i poolen og lavede absolut ingenting.

[Show as slideshow]

7. januar 2008.

Efter to dage med dovenskab og ren afslapning, var det på tide, at komme videre fra Cooma. Hvis man kører den rute som vi havde gjort indtil videre, og man ikke gider kører none-stop, så kan jeg varmt anbefale Cooma som et pit-stop sted, og i sær det motel som vi overnattede på.

Da vi kom til Melbourne sent på eftermiddagen kørte vi igen rundt og ledte efter et hostel. Skal lige siges, at rejser man på egen hånd konstant, så er det en meget god idé at booke motel/hostel et par dage før man kommer til sin næste destination. Specielt byer hvor der vrimler med backpackers. Vi kørte ind til siden og kiggede lidt på et
kort, da vi skulle starte bilen, kunne den ikke starte. Vi prøvede og prøvede, til at begynde med troede vi, at der ikke var mere benzin på, men det fandt vi ud af, at der benzin nok på bilen efter, at vi havde gået ned efter en 25 liters benzin dunk og fyldt tanken op. Så nu stod vi med tre dumme problemer, 1, ingen steder at sove 2, ved at
blive mørkt (vi holdte i noget der mindede om en ghetto) 3, bilen kunne ikke starte!
Vi tog det hele med et let smil:-)

Vi tog de vigtigste værdigenstande med ud af bilen og var nu på gå ben rundt i Melbourne, efter en time eller to, fandt vi endelig et sted vi kunne overnatte. Global Backpacker! Hvis du/i nogensinde kommer til Melbourne, så skal i for guds skyld ikke vælge det sted. Det eneste vi kunne få var en double seng i et meget lille værelse, vinduet var dækket med noget der lignede skimmelsvamp. Og nu er det ikke fordi vi skal lyde som nogen der er for fine på den, men det var virkelig bunden af bunden. Vi faldt heldigvis hurtig søvn den nat.

[Show as slideshow]

8. januar 2008.

Vi stod tidlig op den morgen, og gik ned til bilen, og prøvede at starte den igen. Efter noget tid ringede vi til Road Service Assistent, de kom og stod og bøvlede noget tid. Indtil de fandt ud af at det nok var batteriet, det fik vi så skiftet, kostede os ikke helt vildt meget, omkring 70 $. Men så kom der en anden mekaniker og så at vores
keelrem manglede at blive skiftet, den fik vi også hurtigt lige skiftet, det kostede 50 $. Vi havde i alt 3 service mænd fra RSA til at kigge på bilen. De var alle sammen utrolig venlige og sjove at tale med.

Vi ringede selvfølgelig til TAB og fortalte om vores situation, men de kunne kun gøre noget hvis vi fik bilen kørt tilbage til Sydney. Så vi skulle betale for alt selv. Heldigvis blev det ikke så meget, hvert fald ikke i denne omgang? Efter den dårlige oplevelse i Melbourne, valgte vi at kører videre, vi syntes heller ikke, at Melbourne var så fantastisk. Men vi fik også kun set en brøkdel af den. Så det kan vi heller ikke rigtig udtale os om. Mange backpackers siger den er kanon, men lige så mange siger at den er kedelig og beskidt.

Der er ellers noget ude ved Melbournes kyst hver aften, der går mange tusinde sæler i land, og det er der nærmest lavet et show ud af. Så der samles mange tusinde mennesker hver aften for at se dem gå i land. Vi kom ud af Melbourne og kørte derefter i et par timer. Vi besluttede os for at overnatte på en resteplads som lå lige ud til
vandet.

Vi havde allerede købt os en primus, en panden og dvs. køkken udstyr, så nu skulle vi lave mad for første gang i naturen. Det var kanon hyggeligt. Mange backpackers ”crasher” tit bare ude i naturen f. eks på restepladser, loven siger dog, at man ikke må campere ude i naturen. Men skulle politiet dukke op, kan man blot sige, at man har kørt hele dagen og man trængte til et hvil. De reklamere faktisk over hele deres vejnet dernede, at man ikke må kører for lang tid ad gangen, og er man træt skal man køre ind til siden og tage en powernap. Skulle politiet komme, ville de ikke gøre det store ud af det. Det er nok ikke en god idé, at stille et stort telt op og banke hele
camping udstyret op.

Vores bil var en station car, så vi kunne blot slå bagsæderne ned og smide vores ting om foran. Og der er rigelig med plads i sådan en bil til, at to personer kan sove bagi. Vi gik en aftentur nede på stranden og det blev mørkt allerede omkring kl. 20.00, fordi Australien ligger
forholdsvis tæt på ækvator. Vi drak et par øl inden vi skulle i seng, lige som vi skulle til at sove, kom vi i tanke om, at vi skulle have været til Tasmanien da vi var i Melbourne, man skal nemlig tage færgen fra Melbourne, for at komme til Tasmanien.

9. januar 2008.

Om morgenen, efter en noget urolig nat, hvor vi ikke havde sovet særlig godt, pga. at det var koldt om natten, og det eneste vi sov med var et tæppe hver. Vi blev hurtigt enige om, at vi hellere lige måtte få købt nogle soveposer en af dagene.

Selvom der er 40 grader om dagen kan temperaturen falde drastisk om natten, ikke fordi den falder ned til 0, men fordi den falder fra måske 35 til 15 grader, og 15 grader i Danmark er jo en nærmest en lun nat, men fordi man har så høje temperaturer om dagen, og den så falder ned til under 20 grader, så kan det føles som om man står i en
fryser.

Dagens plan var at køre til Melbourne.
Vi fik købt billetten kl.09.00 om morgen, og skulle vente indtil kl. 18.00. Færgen sejler kun en gang om dagen.
Sejlturen tager ca. 14 timer.
Vi brugte dagen på at gå lidt rundt i Melbourne og var lidt ved stranden. Da vi endelig kom om bord den aften, sad vi og nød et par kolde øl oppe på dækket før vi gik til ro. Man kan enten booke en siddestol og sove i, (billigste) eller man kan leje kahytter, enten privat rum eller hvor man sover sammen med andre. Man sover rigtig godt i sådan en sove/siddestol og man har udsigt ud over havet, rigtig flot syn.

[Show as slideshow]

10. januar 2008

Vi ankom til Devenport, Tasmanien næste morgen kl.8-9.00. Vi kørte til byen Hobart som er prinsesse Mary’s hjemby.

Hobart er Tasmaniens største by. Det var os her vi skulle bo de næste to døgn på et YHA. Vi kom hen til YHA’et hen på formiddagen og fik tjekket ind. Denne gang skulle vi bo på værelse med to drenge fra Schweiz, de var lige ankommet til Australien et par uger inden.

Deres måde at rejse på var, at de fløj til alle storbyerne (Perth, Melbourne, Sydney og Brisbane) samt ud til Ayers Rock. De mente nemlig, at rejse på den måde som vi gjorde, var spild af tid, fordi når man kørte ude i ødemarken som vi gjorde, var der ikke rigtig noget at se.

Men det kan man ikke rigtig give dem ret i. En stor by er en stor by over hele verden, de har alle sammen nogle specielle seværdigheder, men så heller ikke mere. Vores første prioritet med vores rejse var, at vi ville føle og mærke det ”rigtige Australien” på vores egne kroppe, og komme ud at tale med de ”rigtige Australier”. Den samme føling og oplevelse får man altså ikke hvis man kun rejser i storbyer.

Vi fik handlet ind til den helt store guldmedalje til aftensmaden. Ligesom hjemme i Danmark, har Australien også flere forskellige kæder af dagligvarebutikker. Woolworths som nok er den største, har alt hvad hjertet begærer. Nu er vi meget madglade, lækkert at komme ind i et supermarked hvor de har en 25 meter lang delikatesse med det
lækreste og fineste kød, lige fra struds, kænguru til gigantiske steak! Kød dernede er ikke specielt dyr, i forhold til hvad man får.

Australierne går meget op i at grille, og i det hele taget bare spise udenfor. (Let’s have a barbie) Lad os holde en barbecue aften! Det udtryk er meget brugt dernede. Aftensmaden bestod af en flækket grillet kylling med fyld i, samt et hvidløgs flute og en håndfuld øl:-)

11. januar 2008

Efter en rigtig god og vel tiltrængt nattesøvn gik vi på sightseeing i Hobart by. Byen er rigtig flot, og let overskueligt. Der er både gamle og nye bygninger, og selve centrummet ligger helt ned til havnen, hvor mange flotte sejl skibe og rigtig gamle sejlskibe holder til. At gå en tur nede ved havnen er en rigtig god oplevelse. Rigtig hyggeligt sted.

Tæt på gågaden lå der en dansk butik. Og man kunne faktisk ikke undgå at se den, der var dannebrogs flag over alt, billeder af H.C. Andersen o. lign ting. Vi gik selvfølgelig ind i butikken og der sad ejeren, en dansk kvinde som solgte danske designer ting, såsom George Jensen ting og andre danske mærker. Hun Var gift med en Australier og havde boet i Australien i 20 år. Hun havde dog kun boet på Tasmanien i en kort årrække. Hun fortalte, at der hver
eneste dag kom dansker ind for at sige hej. Og det skyldtes nok, at det os er prinsesse Mary’s fødeby.

Senere på dagen tog vi ind på et turist kontor, for at finde en tur vi evt. kunne komme på. Der var måske hundred forskellige turer man kunne vælge imellem. Men vi blev da hurtigt enige om at tage på mountainbike tur i bjergene.

Turen kostede 75 $ pr. mand. Vi skulle møde op ude foran turist kontoret dagen efter kl. 0.9.00 om morgen. Senere den eftermiddag, trak det op til storm, men ikke en storm vi havde oplevet før. Vinden var så ekstrem varm, så man kunne sammenligne det lidt med hvis man sidder i en sauna og puster sig selv på armen, så føles det som om det ”brænder”. Selvfølgelig ikke helt så varm, men man kunne ikke lave noget som helts, var simpelthen for varmt, og samtidigt fløj der med ting over alt.

Resten af eftermiddagen/aftenen gik på hostelet, fik spillet lidt pool, skrevet lidt mail hjem til familien hyggede med de andre gæster.

[Show as slideshow]

12. januar 2008

Tjekkede vi ud fra YHA’et og tog ned på turist kontoret for, at vente på pick-up bussen. Vi var ca. 10 stykker. Vi kørte op på Mount Wellington bjerget som er Tasmaniens højeste, helt præcis 1250 meter.
Vi blev kørt helt op til toppen, hvor vi lige kunne skyde nogle fantastiske billeder af naturen og byen Hobart. Vi kunne se langt ude i det fjerne, at der var bushfires (skovbrande), hvert eneste år når tørken rammer Australien, lider de af skov brande, nogle gange mindre brande andre gange enorme alt ødelæggende skovbrande i miles omkreds.

Det var rimelig koldt, at stå oppe på toppen, så vi fik udleveret en jakke hver, også fordi det ville være rigtig koldt at kører ned ad bjerget. Da hjelmen var sat på, gik det ellers bare NED ad, turen nedad var ca. 20 km.
Det var vel nok noget af det vildeste vi havde prøvet indtil videre, vi kørte ca. med 60-65 km/t nedad bjerget, og vi havde svært ved at se noget, fordi vi fik så meget vand i øjnene. De eneste tidspunkter man skulle bremse helt ned, var når vi kom til de ekstreme skarpe hårnåle sving. Holder man ikke øje med vejen og de modkørende, kan det
nemt gå galt, kørte man ud over vejkanten ville man styrte direkte ned, for der var overhovedet ingen gelænder på turen!

Der er en tommelfinger regel der siger, at står du på toppen af et bjerg som f. eks er 1250 meter højt, så for hver 100 meter du kommer nedad så stiger temperaturen med 1 grad. Så jo længere vi kom ned desto lunere blev det. Da vi havde kørt det meste af vejen, holdte vi en kort pause, og dem der så ville køre den anden vej, den anden vej var en OFFROAD vej. Vi forestillede os, at det sikkert bare lige, var over et par humpler igennem lidt skov og så var det dét. MEN, vi blev hurtigt klogere, nedstigningen inden i skoven var nærmest lodret, og der var humpler på størrelse med badekar, du holdte bag bremseren det meste af tiden inde, ellers galt det så bare om ikke, at kører
direkte ned i de store humpler. Nu tror du sikkert, at vi overdriver, men det var nærmest som beskrevet står.
Det er absolut et must man skal prøve hvis man er i Hobart og man lige skal have tre timer slået ihjel. Det kunne have gået så galt, men kæft hvor var det fedt!
Det et must, at prøve hvis man er i Hobart og man lige skal have slået 3 timer ihjel. Oplevelsen var rigtig vild, det kunne have gået så galt, men hold kæft hvor var det fedt!

Efter offroad vejen, kørte vi ned for at spise et let måltid mad nede i Cascades park. Cascade er Tasmaniens egen øl. Ved bryggeriet ligger der en utrolig flot og velholdt park, hvor turister kunne spise lidt frokost og ellers bare nyde de smukke omgivelser.

Da vi havde spist lidt, kørte vi ned til Hobart by for at stille cyklerne af, og sige farvel. Vi kørte derefter op mod Devenport, ad små bjerg/klippe veje som var fyldte med hårnålssving, rigtig flot landskab at kører i, man skal passe meget på, fordi vejene var meget små, så når en lastbil kørte imod en, skulle man næsten stoppe helt og kører ind til siden, hvis man altså ikke gad, at kører ned ad en stejl klippe?.

Vi fik handlet lidt ind til aftensmaden og slog derefter lejer på en p-plads ca. en halv times kørsel fra Devenport. P-pladsen lå op i et hårnålssving på en klippe, træerne og buskene dækkede for så man ikke kunne se ind, mere med hvis nu politiet eller andre kedelige gæster skulle kigge forbi. Vi havde nu denne gang købt lidt ekstra
udstyr til vores ”køkken”, vi havde også fået anskaffet os nogle stole, samt en sovepose hver.
Efter en god omgang aftensmad, sad vi og hyggede os med et par øl.
Da tusmørket faldt på, så vi nogle store ørne flyve rundt. Der er ørne i Australien som kan have et vingefang på op til 2,75 meter, der gik hurtigt sport i, at filme de store ørne. Pludselig kunne vi hører noget raslende over i buskene, da vi kiggede nærmere, så vi for første gang en kænguru, faktisk var der et par stykker der stod og spiste lidt græs. Vi blev total overrasket over, at se dem og resten af aftenen gik med at filme og tage billeder af dem, indtil vi til sidst kom så tæt på dem at de blev skræmte og løb væk. Kanon oplevelse!

[Show as slideshow]