Heroin
Heroin:
Rusen
Heroin kan snuses gennem næsen (sniffes), ryges eller sprøjtes ind i blodbanen. Den hurtigste virkning (“suset”, der varer få minutter) kommer ved indsprøjtning. Rusen varer 3-4 timer.
Det korte sus opleves som stort fysisk og psykisk velbehag. Herefter giver rusen især en oplevelse af lykkelig ligegyldighed: Hverdag og virkelighed bliver fjern. Angst, vrede, kedsomhed forsvinder. Dagligdags behov og krav bliver uvedkommende.
Det er til at se Den akutte rus viser sig ved sløvhed, døsighed, snøvlende tale og usikker gang. Pupillerne bliver små.
Tilvænning og afhængighed Kroppen vænner sig til heroin. Efter få dages regelmæssig brug skal man have mere og mere stof for at opnå samme virkning. Tilvænnede narkomaner kan derfor tåle doser, der ville slå en ikke-tilvænnet ihjel.
Tilvænningen betyder også, at kroppen indstiller sig på at fungere med heroin – men ikke uden: Når stoffet holder op med at virke, melder abstinens-symptomerne sig. Det er kulderystelser, svedeture, muskelsmerter, kvalme, søvnbesvær m.m. Abstinenssymptomerne er ubehagelige, men er rent fysisk ikke farlige. De er udtryk for fysisk afhængighed. Holder man op med at tage heroin, forsvinder abstinenssymptomerne gradvist i løbet af dage eller uger, alt efter hvor stor og hvor kraftig tilvænningen er.
Psyken vænner sig også til heroin. Det er en barsk oplevelse at komme ud af rusen, når problemerne melder sig sammen med det fysiske ubehag. Længslen efter den “lykkelige ligegyldighed” er en stærk drivkraft til at tage stoffet igen. Afhængighed kan vare år – måske hele livet.
Afhængigheden kommer hurtigt – og altid før man tror. Man bliver også afhængig, når man sniffer eller ryger heroinen.
Overdosis Heroinen hæmmer nervesystemets funktion: Smerteoplevelse dæmpes, appetitten mindskes, man sløves, åndedrættet nedsættes. Det er derfor, man kan dø af heroin: En for stor dosis lammer vejrtrækningen.
Risikoen for forgiftning er særlig stor for ikke-tilvænnede. Den heroinforgiftede bør hurtigst muligt bringes til skadestuen.
Loven Det er forbudt at indføre, udføre, sælge, købe, forarbejde og besidde heroin. Straffen for at overtræde loven går fra advarsel eller bøde (stofmisbrugeres besiddelse til eget forbrug) til 10 års fængsel (indsmugling og forhandling af større partier). Der kan også gives fængsel for brug af penge tjent ved handel med heroin.
Det er også værd at vide De fleste heroinmisbrugere er blandingsmisbrugere: De misbruger også alkohol, sove-/nervemedicin, hash, amfetamin, andre opiater m.m. Abstinenssymptomer efter blandingsmisbrug kan være søvnløshed, rastløshed, sved og rysten, i værste fald krampe. Lægebehandling kan være påkrævet.
Heroinmisbrugende kvinder kan godt blive gravide, selvom misbruget giver uregelmæssig menstruation. Professionel behandling så tidligt i graviditeten som overhovedet muligt er afgørende for at forebygge de alvorlige skader, barnet kan få. Kontakt praktiserende læge, jordemoder, behandlingsinstitution og/eller socialforvaltning.
Visse opiater (fx morfin) bruges som lægemidler til smertebehandling. For at forhindre misbrug er der særlige regler for lægers ordination af opiater.
Metadon er et syntetisk opioid, der bruges i behandling af stofmisbrugere. Dets virkning ligner opiaters, og det kan derfor fjerne abstinens-symptomer. Det kan bruges som erstatningsstof i en længere periode, så stofmisbrugeren får tid og kræfter til at komme i en bedre sundhedstilstand og opbygge sit sociale liv. Men metadon giver også afhængighed og kan misbruges.
Det kræver professionel hjælp at komme ud af et heroin-/blandingsmisbrug. Oplysning om hjælpemulighederne kan fås hos amtets misbrugsafdeling, socialforvaltningen og de praktiserende læger.
HEROIN er et stof, der stammer fra opiumsvalmuen. Brug af heroin indebærer fare for afhængighed og for død ved overdosis. Heroin er forbudt over det meste af verden.
Saften fra opiumsvalmuen bliver til heroin. Fra valmuesaft til råopium. Fra råopium til morfin og kodein. Fra morfin til heroin. Tilsammen kaldes alle disse produkter opiater. Der findes også syntetisk fremstillede opioider (fx metadon), der har lignende virkninger.
Heroin forhandles på det illegale marked som et hvidt/brunligt pulver. Det indsmugles ofte i en meget ren form, og fortyndes senere af forhandlerne, fx med mælkesukker eller talkum. Styrken (mængden af rent heroin) varierer mellem 30 og 90% fra indkøb til indkøb. Styrken kendes ikke på forhånd, og det medfører en stor risiko for overdosis. Meget stærkt (rent) heroin betegnes “Dræberheroin”
Heroin forhandles i to former: HVID HEROIN er et hvidligt pulver, der er vandopløseligt og indtages gennem næsen eller ved indsprøjtning. Hvid heroin kan ikke ryges. Brug af sprøjte giver altid risiko for ekstra følge-sygdomme. Herunder risikoen for leverbetændelse og HIV/AIDS, hvis flere bruger samme sprøjte. Der kan være meget stor forskel på styrken i blandinger af hvid heroin. Kemisk navn: Heroinklorid.
RYGEHEROIN er et brunligt pulver. Har en anderledes kemisk sammensætning og et lavere smeltepunkt end den hvide heroin. Brun heroin kan både ryges og injiceres. Injektion kræver opløsning i syre. Rygeheroin er heroin, og giver de samme risici som hvid heroin. Heroin er stærkt tilvænnende og afhængighedsskabende, og man bliver ligeså nemt afhængig af rygeheroin som af anden heroin Kemisk navn: Heroinbase.











